23948sdkhjf

Viden skal bane vejen for grøn jordvarme

Opvarmning og afkøling af bygninger samt lagring af energi i jorden er fokus for et nyt projekt i Horsens.
Jordvarme har et stort potential for at reducere CO2-udledning.

Udbredelsen i Danmark er dog begrænset i forhold til nabolandene Sverige og Tyskland. Et nyt projekt ledet af GEUS – Danmarks Geologiske Undersøgelser skal derfor bane vej for en større anvendelse af teknologien ved at tilvejebringe viden, værktøjer og best practice for planlægning og design af installationer.

Projektets titel er ”Energianlæg baseret på jordvarmeboringer - udvikling af markedsfremmende værktøjer og best practice.” I Horsens anvendes 10 mio. kr. til det tre-årige projekt, og forsøgene foretages der ved VIA University College Horsens, hvor der gravet lodrette borehuller til. Ud over GEUS står VIA University College Horsens, Geologisk Institut ved Aarhus Universitet og flere firmaer bag projektet. Det skriver Horsens Folkeblad.

Interessant for parcelhus og boligforeninger
Udnyttelse af energien i de konkrete jordvarmeboringer sker ved at henter varmen op fra huller i 100-300 meters dybde. Varmen optages i en væske, som cirkulerer i et lukket kredsløb i borehullet, og varmen afgives i en varmepumpe ved jordoverfladen.

Da de dybe boringer kræver begrænset plads er mulighederne for parcelhusejere og boligforeninger stor:

- Med den lodrette jordvarme skal der bores 1-2 huller, som er 20 cm i diameter, og det gør det interessant for parcelhusejere med begrænset plads, siger docent Lotte Thøgersen til Horsens Folkeblad.

Teknikken skal optimeres i danske forhold
Fokus er opvarmning og afkøling af bygninger samt lagring af energi i jorden. Det kræver øget viden om danske jordarters termiske egenskaber og varmestrømningerne i de øverste 300 meter. Forskerne vil i denne forbindelse opbygge en offentlig tilgængelig database med blandt andet geotermiske egenskaber af jord og materialer samt øvrige resultater frembragt i projektet. Endvidere skal forskerne undersøge boremetoder og forseglingsteknikker og vurdere designet af eksisterende systemer med henblik på at optimere teknikken.

Endelig skal projektet vurdere grundvands- og varmestrømning samt energibalancen i jorden både med henblik på at skåne miljøet mest muligt og på etablering af rentable og optimalt fungerende anlæg. Der vil blive udviklet undervisningstilbud i brug af teknikken samt udarbejdet input til administrationen af f.eks. tilladelser og tilsyn, og samspillet med blandt andet eksisterende varmeforsyningsplaner og vandindvindinger vil blive undersøgt.

Projektet som ledes af GEUS, støttes af Energistyrelsens Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079