23948sdkhjf

Havens største CO2-synder: Grill med god samvittighed

Fra den første sommersolstråle har ramt landet, går der ikke mange minutter, før duften af grill spreder sig over Danmark.

Men for mange er grillmad lig med store bøffer og den lette smag af kul - og ingen af delene er særligt klimavenlige.

Faktisk er kulgrillen havens største klimasynder, fortæller energirådgiver Benny Hebsgaard fra Nrgi.

- Kulgrillen udleder cirka 65 procent mere CO2 end både el- og gasgrill, siger han og tilføjer:

- Samtidig er både gas og el langt billigere i drift.

Vil du nedsætte dit CO2-aftryk, skal du altså droppe kullet og vælge gas eller el i stedet. Gør du tilmed brug af grøn energi - eksempelvis fra solceller - vil din CO2-udledning være nær nulpunktet.

Mindre grill
Hvis du alligevel foretrækker en kulgrill, så tænk over, hvor meget kul du bruger. Hvis du kun skal grille til to-tre personer, kan du spare meget på klimaaftrykket ved at vælge en mindre grill.

- Man kommer hurtigt til at bruge 2-2,5 kilo kul i de store griller. Hvis man i stedet bruger en lille bordgrill, kan man nøjes med et halvt kilo eller mindre, siger Benny Hebsgaard.

Miljøstyrelsen anbefaler, at du lægger låg på grillen og kvæler ilden, når du er færdig med at lave din mad. På den måde udleder du mindre CO2 og kan måske tilmed genbruge resten af kullene.

Det anbefales endvidere, at du bruger FSC-mærkede eller PEFC-mærkede grillkul.

- Så kommer kullene fra en skov, hvor det er sikret, at kullet er produceret af træ, som er dyrket bæredygtigt til gavn for både naturen og lokalsamfundet, skriver Miljøstyrelsen.

Kød eller?
Du kan også gøre noget godt for miljøet ved at tænke over, hvad du lægger på grillen. 

Oksekød er som bekendt en af de store klimasyndere, men insisterer du på, at bøf og grill hører sammen, findes der faktisk en miljøvenlig løsning.

Det forklarer Birgitte Escherich, som er direktør hos Muldiverset, der rådgiver om bæredygtig fødevareproduktion.

- Det kræver noget arbejde for forbrugeren, men hvis man kan finde et regenerativt landbrug, så er det muligt at spise kød uden at belaste klimaet, siger hun.

I et regenerativt landbrug indgår køerne ganske kort fortalt i en cyklus, der forbedrer jordens evne til at optage CO2. 

Er det ikke en mulighed, skal du holde dig fra at grille kød, hvis ikke du vil forurene klimaet, fastslår Birgitte Escherich.

Fisk og kål
Til gengæld kan du købe lokalt fanget fisk eller prøve kræfter med forskellige typer af grøntsager - allerhelst danske og økologiske.

Hvis det skal mætte godt, skal du gå efter fiberholdige rodfrugter og umamigrøntsager - eksempelvis svampe. Dampet kål, som til sidst bliver vendt på grillen, er også et godt bud.

- Hvis du topper med en god dip eller sovs - for eksempel en hjemmerørt aioli - kan du få et spidskål til at smage af en million, siger hun.

/ritzau fokus/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109