23948sdkhjf

Solen luner hos fjernvarmeforbrugerne

Solvarmeanlæggende pibler frem over alt i landet og leverer nu grøn fjernvarme svarende til forbruget i en by med over 5000 husstande. Det sparer forbrugerne for tusindvis af kroner.
Solens milde stråler ikke bare luner i radiatoren, de skæpper også i kassen.

Der er penge at tjene, når solen skinner, fordi man så kan slukke for eksempelvis naturgasmotoranlægget, som mange decentrale fjernvarmeværker typisk har. Dermed gavner solens stråler ikke bare miljøet med markant mindre udledning af CO2, men også økonomien hos fjernvarmeforbrugerne.

Flere nye store anlæg
Netop i disse dage er der taget nye storskala-anlæg i brug i Gørding (7422 kvadratmeter), Brædstrup (10.000 kvadratmeter) og Vejby-Tisvilde (8000 kvadratmeter). Sidst i marts blev desuden det 17.500 kvadratmeter store solvarmeanlæg i Vojens taget i brug. Dermed er der nu over 230.000 kvadratmeter storskala solvarmeanlæg i drift på tilsammen 29 fjernvarmeværker.

Danmarks og dermed Europas største anlæg ligger i Brædstrup, som med udvidelsen på 10.000 kvadratmeter nu er oppe på 18.012 kvadratmeter. Samlet producerer de 29 anlæg fjernvarme svarende til mere end 5000 almindelige husstandes årlige forbrug.

Et af de nyeste anlæg, der er taget i drift, er det 2970 kvadratmeter store anlæg i Skovlund. Det blev taget i brug i september, og allerede nu har det betydet, at værket kan sænke varmeprisen med syv procent. Eller op mod 1000 kroner for en almindelig husstand.

- Faktisk havde vi den 2. maj for første gang den situation, at vi producerede mere, end forbrugerne brugte, fortæller varmemester Karsten R. Kristensen fra Skovlund Varmeværk, som har 268 forbrugere.

Dermed kunne han gemme solens stråler til dagen efter, og spare endnu mere naturgas.

Gemmer varmen
Netop det at lagre solenergi er et område, der arbejdes intenst med. I Brædstrup arbejder man med et forsøg med borehulslager, hvor sommerens varme gemmes i jorden i form af borede huller.

I Marstal, som netop nu er i færd med at opføre en 15.000 kvadratmeter stor udvidelse til i alt 33.000 kvadratmeter, har man etableret et kæmpe damlager på 75.000 kubikmeter. Her skal man gemme sommerens solstråler til brug i vintermånederne januar og februar.

I den netop overstående vinter bidrog solens stråler også ganske positivt med varme. Der var nemlig 229 solskinstimer mod normalt 155, viser DMI’s opgørelser. Og i marts var der 164 solskinstimer, svarende til 54 flere end normalt, hvorimod april var helt normal med 159 (normal 162). Derfor er meldingerne fra fjernvarmeværkerne, at deres solvarmeanlæg generelt har leveret mere end budgetteret. Til gavn for forbrugerne og klimaet.

Der er planlagt yderligere omkring 15 anlæg til opførelse det kommende halvandet år. I alt svarer det cirka til 200.000 kvadratmeter.



Fakta
Der er nu over 230.000 kvadratmeter storskala solvarmeanlæg i drift på tilsammen 29 fjernvarmeværker.

Sådan fordeles de 230.000 kvadratmeter:

Solvarmeanlæg / Størrelse i m2
Strandby / 8019
Herlev / 1025
Sæby / 11.800
Saltum /1005
Ulsted / 5012
Ejstrupholm / 6000
Tørring / 7284
Brædstrup / 18.012
Ringkøbing / 15.000
Tistrup / 5400
Oksbøl / 10.000
Ry / 3017
Gram / 10.073
Hejnsvig / 3700
Sønderborg / 5866
Broager / 9988
Ærøskøbing / 6900
Rise / 3750
Marstal / 18.360
Hillerød / 3007
Samsø / 2500
Jægerspris / 10.000
Sydfalster / 12.000
Vojens / 17.500
Gørding / 7.422
Gråsten / 16.000
Dianalund / 2.000
Skovlund / 2.970
Svebølle-Viskinge / 7000

230.610 kvadratmeter i alt.
Antal i drift: 29
Gennemsnitlig størrelse: 7952,1



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156