23948sdkhjf

Det mener de om PtX-aftalen: En game-changer for en helt ny industri

Det er lykkedes Regeringen at indgå en bred politisk aftale om Danmarks nye PtX-aftale.

Dansk Energi kipper med flaget

4-6 GW elektrolysekapacitet og håndslag på at forpligte Danmark til ikke blot at forsyne sig selv med grønne Power-to-X-brændsler til lastbiler, fly og skibe – vi skal også kunne eksportere grøn energi til resten af verden, når vi når 2030.

Sådan hedder det i to helt centrale punkter i den aftale om Power-to-X-strategi, som et bredt flertal i Folketinget i dag har indgået. Og det får Dansk Energi til at kippe med flaget.

– Dette skal blive til en grøn game changer i dansk energi- og klimapolitik, siger Lars Aagaard, administrerende direktør, Dansk Energi, og fortsætter:

– Aftalen sætter en ambition for udbygningen af vind og sol i en grad, så Danmark bliver nettoeksportør af grøn energi. Der skal noget til for, at det bliver en realitet, men lykkes vi, bliver det et kæmpe første boost til den spirende Power-to-X-industri herhjemme. Lykkes vi, kan vi i 2030 levere grøn energi til ikke bare vores grønne omstilling og gasuafhængighed – men også til resten af Europas.

Kilde: Dansk Energi

Dansk Fjernvarme: Retning og økonomi

Aftalen er med til at sætte skub i udviklingen af Power-to-X (PtX) i Danmark og indeholder både retning og økonomi for den videre rute frem. Der sættes med aftalen fokus på, at PtX medfører store mængder overskudsvarme, som med fordel kan nyttiggøres i fjernvarmesystemet.

- Udnyttelse af overskudsvarme vil både gavne økonomien i PtX-anlæg samt varmeprisen for danske fjernvarmekunder. Aftalen sender et godt og klart signal til industrien og til energisektoren om, at placering af anlæg i nærheden af vores kollektive varmenet bør prioriteres, så vi kan fortsætte den danske tradition for effektiv udnyttelse af energien, mener Dansk Fjernvarmes direktør, Kim Mortensen.

Kilde: Dansk Fjernvarme

Brintbranchen: Mere robust

- Regeringen og forligspartierne fortjener ros for en omfattende strategi, der lægger op til at håndtere mange af de udfordringer, som branchen længe har påpeget. F.eks. vil muligheden for etablering af direkte linjer mellem f.eks. vindmøller og elektrolyseanlæg både gøre energisystemet mere robust, og samtidig styrke businesscasen for brintproducenterne, siger Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, der dog understreger, at udfordringen med at skaffe tilstrækkelig vedvarende energi (VE) består:

- Dansk brint skal være grøn brint, og det kræver nok VE. Der er gode hensigter i strategien om yderligere VE-udbygning, og vi ser frem til, at de bliver omsat til konkrete planer hurtigst muligt. For det må aldrig være mangel på VE, der står i vejen for at indfri det danske brint- og PtX-potentiale, siger Tejs Laustsen Jensen.

Kilde: Brintbranchen

DI Energi: Strøm til ny industri

Aftalen vil være med til at sætte strøm til en helt ny industri inden for Power-to-X (PtX.)  Den nye industri står på skuldrene af vores verdensførende vindindustri og et velintegreret energisystem med en robust rørinfrastruktur til Tyskland.

- Vi er i færd med at skabe en helt ny industri, der vil give både vækst og udvikling i alle dele af Danmark, og hvor de regionale erhvervsfyrtårne skal spille en meget aktiv rolle. Hvis vi er hurtige til at gribe mulighederne, kan vi dække 3 procent af det globale marked for fremtidens brændstoffer, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.

Kilde: DI Energi

Erhvervsministeren: Startskud til eventyr

- Danske virksomheder står klar til at udvikle og producere fremtidens grønne brændstoffer og grønne teknologier. Med aftalen lyder startskuddet til et nyt grønt erhvervs- og eksporteventyr, som nu også handler om at blive uafhængig af russiske energikilder hurtigst muligt. Det kan skabe grønne arbejdspladser og accelerere virksomhedernes grønne omstilling både herhjemme og i udlandet, siger erhvervsminister, Simon Kollerup.

Socialdemokratiet: Fjerner barrierne

- Med den nye aftale fjerner vi de kendte barrierer for storskala- PtX, og baner i stedet vejen for produktionen af nye grønne brændstoffer og en bedre og mere fleksibel brug af vores energisystem, siger klima-, energi og forsyningsordfører for Socialdemokratiet, Anne Paulin.

Venstre: Udbreder produktionen

- I Venstre er vi glade for, at vi med aftalen bidrager til at udbrede produktionen og anvendelsen af Power-to-X i Danmark. Nye, grønne brændstoffer er centrale for den grønne omstilling af den tunge industri og transport, og de rummer et stort eksportpotentiale, som Danmark, som grønt foregangsland og VE-producent, skal udnytte. For Venstre har det været afgørende, at udbuddet igangsættes hurtigst muligt – både for at nedbringe vores CO2-udledning, for at give danske PtX-producenter en konkurrencefordel og for at udvikle alternativer til de CO2-udledende brændstoffer, som i øjeblikket presser danskernes økonomi, siger energiordfører og forsyningsordfører for Venstre, Carsten Kissmeyer.

SF: Danmark et PtX-land

- Nu sætter vi en klar retning for, hvordan vi for alvor gør Danmark til et PTX-land. For SF er det vigtigt, at strategien tydeligt viser, at produktion af grøn strøm, elektrificering og power-to-x går hånd i hånd i den grønne omstilling af Danmark og Europa, siger klima-, energi- og forsyningsordfører for SF, Signe Munk.

Radikale Venstre: Et nyt kapitel

- Endelig kan vi tage hul på næste kapitel i Danmarks grønne omstilling. Men skal vi lykkes, skal vi i fremtiden turde træffe hurtigere politiske beslutninger, og derfor er vi i Radikale Venstre også meget glade for, at puljen udmøntes som et udbud. Den forfærdelige krise i Ukraine har lært os nødvendigheden af grønt sammenhold. Det er det derfor en vigtig, principiel beslutning, at alle aftalepartierne nu bakker op om en vision for Danmark, hvor vi er nettoeksportør af grøn energi. Med gode vindressourcer i Nordsøen er det vores forbandede pligt at bidrage alt, hvad vi kan, til et grønt og samlet Europa, siger klima- energi og forsyningsordfører for Radikale Venstre, Rasmus Helveg Petersen.

Enhedslisten: En integreret del af energisystemet

- Enhedslisten håber, at den kommende grønne brintproduktion bliver godt integreret i det samlede energisystem. Vi har kæmpet for at energispild fra nye brintanlæg bliver udnyttet i vores fjernvarme og at statslige selskaber kommer til at eje rørledninger til brint. Næste store opgave bliver at sikre en hurtig og markant udbygning af vedvarende energi, så der er nok strøm til elektrificering af samfundet, grøn brint og nok energi som hurtigt kan erstatte den fossile gas, siger klima- energi og forsyningsordfører for Enhedslisten, Søren Egge Rasmussen.

Det Konservative Folkeparti: Skub i udviklingen

- I Det Konservative Folkeparti er vi glade for aftalen. Vi har længe efterspurgt handling i forhold til Power-to-X og en plan for udbygning af VE, som begge er afgørende for den grønne omstilling. Vi skal erstatte fossile brændstoffer og i stedet få sat skub i udviklingen af grønne brændstoffer, elektrificering og brint. Sådan kan vi langt bedre omdanne, lagre og udnytte Danmarks grønne potentiale, som både vil gavne klimaet, men også kan blive et grønt dansk eksporteventyr. Vi har arbejdet for at hæve ambitionerne, øge tempoet for reelt at være med i den europæiske konkurrence, samt at få så meget klimaeffekt for pengene som muligt, siger ordfører for energi og forsyning, Katarina Ammitzbøll, og klimaordfører Mona Juul fra Det Konservative Folkeparti.

Dansk Folkeparti: Fleksibelt energisystem

- Dansk Folkeparti ser denne aftale som en vigtig del af vejen mod et grønt direkte elektrificeret og en indirekte elektrificering af det danske samfund, ligeledes skal denne aftale bidrage til, at vi i fremtiden kan bliv fri for russisk gas. PTX kan bidrage til et fleksibelt energisystem, således at forsyningssikkerheden sikres. PTX kan erstatte fossile produkter i bl.a. søfart, luftfart, landbruget og den tunge vejtransports fossile produkter, ligeledes vil det give Danmark nye grønne erhvervs- og eksportmuligheder, siger, klima- energi og forsyningsordfører for Dansk Folkeparti, René Christensen.

Alternativet: Brug for opmærksomhed

- På trods af den ulykkelige krig i Ukraine, har klimakrisen stadig brug for vores opmærksomhed. Krisen er så massiv, at vi må gøre alt, hvad vi kan for sænke vores udledninger af CO2. Derfor er Alternativet også glade for at være med i en aftale der sætter gang i udviklingen af PtX. Dels fordi der skal udvikles teknologier der kan hjælpe os, og dels for at holde udviklingen på et spor der handler om, at PtX ikke må være en sovepude, men teknologi der er reserveret de brancher, hvor batteriløsninger vil være meget svære i praksis, siger partileder for Alternativet, Franciska Rosenkilde.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094