23948sdkhjf

Vær opmærksom når du køber solceller

Dansk Energi giver her 12 bud på, hvad du bør være opmærksom på, når du køber solceller.
Salget af solceller går godt i Danmark, og der sælges og installeres ca. 150 privatejede solcelleanlæg om ugen. Men erfaringer viser, at det godt kan betale sig at kigge sig godt for en ekstra gang, før man beslutter, hvilket solcelleanlæg der skal købes.

Nye tal viser, at der alene i juni måned blev installeret mere solcelle-kapacitet i Danmark, end det der samlet set var etableret i Danmark ved årsskiftet. Væksten er markant over hele landet, og danskerne køber solceller som aldrig før. Der er derfor også kommet rigtig mange udbydere på markedet. Samtidig svinger priserne betydeligt på samme størrelse solcelleanlæg, og forbrugeren står ofte over for prisforskelle på op til 30 procent eller mere.

- Det er her, at man som kunde skal være opmærksom og sikre sig, at det så også er det samme, man får for pengene. Rigtig mange er interesseret i økonomien i solcellerne, skat, afskrivningsregler, og hvor meget strøm de kan producere om året. Men det er ikke nok. Der er mange forhold omkring de fysiske anlæg, som er helt centrale for beslutningsprocessen, når man skal investere i solceller, fortæller chefkonsulent Richard Schalburg, Dansk Energi.

Det aktuelle boom i salget af solceller betyder, at brugen af solceller populært sagt har flyttet sig fra pionerstadiet og ind på hylderne i Bilka. Der er rigtig mange udbydere i markedet, og det er en god ide at se sig for. Tilsvarende betyder den rivende udvikling, at mange netselskaber ihærdigt arbejder for at følge med udviklingen i markedet, både hvad angår tilslutning og rådgivning om tilslutning og afregning.

- Der er mange faktorer, som skal vurderes, når man skal købe et solcelleanlæg. Helt banalt skal man spørge ind til, om prisen er inkl. opsætning, tilslutning og moms. Men derudover er der en lang række ting, som det er oplagt at være opmærksom på, når man går i gang med at købe solceller. Derfor har Dansk Energi udarbejdet en huskeliste, som kan være et godt afsæt for forbrugeren, siger Richard Schalburg.


De 12 bud, som du skal være opmærksom på er:
1. Brug en certificeret installatør fra KSO-ordningen. De kan findes på www.kso-ordning.dk , her kan du også - for nogle af firmaernes vedkommende se, hvor mange anlæg de har installeret.

2. Spørg ind til, hvor mange års erfaring de potentielle leverandører har med opsætning af solceller.

3. Spørg efter garantien, om hvem og hvor solcellerne er forsikret hos og hvor lang garanti, der gives på cellerne og på anlægget.

4. Overvej om leverandøren vil være i stand til at sikre, at garantien på solcellerne og anlægget kan overholdes om 10-15 år.

5. Spørg ind til kvaliteten og dokumentation for solcellernes holdbarhed: Hvor længe kan de holde, og hvilken dokumentation er der for det?

6. Få indsigt i hvilken kvalitetssikring der er på, at anlæggene nu også overholder det, de lover i forhold til virkningsgrad og holdbarhed.

7. Spørg ind til hvilke drift og vedligeholdelsesudgifter du kan forvente i anlæggets levetid – hvis et solcelleanlæg holder i 30 år, vil inverteren skulle udskiftes 1-2 gange i anlæggets levetid.

8. Husk solcellernes årlige produktion af strøm handler ikke alene om placering og sol, men også om solcellerne ydeevne. Bed om dokumentation for solcellernes ydeevne.

9. Husk at medregne, at solcellernes effektivitet falder lidt over tid og produktionen af strøm derved bliver lidt mindre end i starten.

10. Husk alderen på dit tag. Skal taget skiftes inden for de kommende år, er det bedre at skifte taget, inden du opsætter solcelleanlægget, da der vil være udgifter forbundet med at tage anlægget ned og sætte det op igen.

11. Når økonomien skal beregnes, skal det være med en elpris uden abonnement, for det skal du betale under alle omstændigheder – og det skal baseres på Energistyrelsens fremskrivning af elprisen.

12. Du kan søge hjælp og få vejledning hos en række energiselskaber.

Kilde: Dansk Energi

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094