23948sdkhjf

Østerild sænker vindomkostninger

Når Siemens Wind Power tester deres nye 6MW-mølle i Østerild, kan det ses som en bekræftelse af den overordnede branchestrategi, der skal gøre havvindkraft fuldt ud konkurrencedygtig med kulproduceret el inden 2020.
Når de tre 75 meter vinger monteres i den nærmeste fremtid, vil Siemens Wind Power være den første vindmølleproducent til at ibrugtage det nationale testcenter i Østerild. I installationen af deres prototype kan Siemens Wind Power trække på erfaringer fra Prøvestationen i Høvsøre, hvor en 6MW-mølle med 120 meter rotor, har været testet i mere end et år.

Selvom testcenteret i Østerild endnu ikke er officielt åbnet, er installationen et vigtigt skridt mod den målsætning, som vindindustrien, forskningsverdenen og offentlige myndigheder er enige om: Markedet for havvindmøller skal modne, og over tid skal prisen på havvindmøller sænkes yderligere i forhold til bl.a. kulproduceret el.

Størrelsen skal op, prisen skal ned
Vindindustriens målsætning er at reducere Cost of Energy på offshore vind med 50 pct. inden 2020, og ifølge teknologichef hos Siemens Wind Power, Henrik Stiesdal, ligger en del af svaret på den udfordring i møllestørrelsen.

- Prisen på strøm fra havvindmøller falder, når møllestørrelsen øges. Det har den simple årsag, at infrastrukturomkostningerne for en stor mølle ikke stiger proportionalt med størrelsen. Det betyder, at møllen godt nok er dyrere i absolutte tal, men i relative tal er den billigere. Derudover kan moderne møller fremstilles med længere levetid.

Østerild giver nye testmuligheder
Netop størrelsen på vindmøllen er også hovedårsagen til, at Siemens Wind Power har rykket kommende tests af deres prototype fra Høvsøre til Østerild. Det er nemlig, modsat Østerild, ikke muligt at opstille vindmøller på over 165 meter på Høvsøre, hvilket begrænser testmulighederne.

- I Østerild kan vi nå op en noget større belastning på vindmøllen, end den vi kan få på havet, hvilket primært skyldes turbulensen fra landskabet. Det betyder, at man på Østerild rent belastningsmæssigt vil accelerere afprøvningen af kommende vindmøller. Det øger sandsynligheden for, at man finder eventuelle skavanker i tide. Generelt er det utrolig vigtigt, at vi i tillæg til alle vores strukturelle beregninger kan teste møllen ordentligt i praksis, pointerer Henrik Stiesdal.

Slutteligt nævner teknologichefen, at det udover fokus på selve vindmøllen er nødvendigt med store prisreduktioner på fundamenterne og den elektriske infrastruktur, hvis branchen skal nå målene inden 2020.

Det forventes, at det nationale testcenter i Østerild officielt åbnes til efteråret.

Kilde: Vindmølleindustrien

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156