23948sdkhjf

Dansk Energi: Forbrugerne får gevinst ved elmålere

I dag har klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard besluttet, at alle danske hjem skal have en fjernaflæst måler inden 2020. Det er en gevinst for både forbrugere og samfund. Samtidig er målerne et afgørende skridt hen imod fremtidens intelligente energisystem.
Erfaringer viser, at fjernaflæste målere kan lede til, at man skærer to procent af elregningen. De danske forbrugere vil således høste en kontant gevinst. Potentialet for samtlige danske husstande er op imod 390 mio. kr. om året, ved at danskerne får mulighed for at følge med i deres elforbrug med den nye teknologi. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Samtidig er der også god samfundsøkonomi i, at Martin Lidegaard i dag har besluttet, at alle danske hjem skal have en fjernaflæst måler inden 2020.

- De danskere, som aktivt gør brug af de nye muligheder, vil få kontante fordele. Hos de energiselskaber, der giver elkunderne indsigt i deres forbrug, kan vi se, at det virker. Både datatrafikken, nye it-løsninger og selve opsætningen af de nye målere giver udgifter for elselskaberne, som skal dækkes. Men for samfundet samlet set, er der god økonomi i Martin Lidegaards beslutning, siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.

Den nye beslutning er også et vigtigt skridt hen imod et energisystem, hvor forbrugerne spiller en større rolle. Med timeaflæsning kan det blive dyrere at bruge el, når strømmen er mere knap. Det kan eksempelvis være kl. 17 på en mørk og vindstille dag, hvor Danmark gør klar til aftensmaden og dermed bruger mest el. Her vil der være god økonomi i at vente til senere på aftenen med at starte vaskemaskinen eller udskyde at tænde varmepumpen. Der kommer altså en gevinst for forbrugerne, hvis de reagerer på ændringer i elprisen. Samtidig bliver det nemmere for leverandørerne at indkøbe præcis den mængde strøm, som forbrugerne skal bruge hen over døgnet.

- Med ministerens beslutning kan vi begynde at forberede elnettet til, at forbrugerne skal spille en mere aktiv rolle. Det giver nye muligheder for at flytte elforbrug, og går rigtig godt i spænd med den danske udbygning med vindenergi. Det her er startskuddet til, at vi får maksimal værdi ud af vores energi ved at skabe fremtidens intelligente energisystem. Det vil også åbne op for innovation og løsninger, som kan eksporteres til andre lande, der har de samme udfordringer, afslutter Lars Aagaard.
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094