23948sdkhjf

Industrien kan tjene penge på overskudsvarmen

Der er penge at spare, og der vil være en gevinst for klimaet, hvis virksomhederne udnytter overskudsvarmen fra produktionen.
En rapport, som konsulentfirmaet Viegand Maagøe har lavet for klima-, energi- og bygningsministeriet viser, at virksomhederne kan spare, hvad der svarer til otte procent af brændsels- og fjernvarmeforbruget, hvis de udnytter overskudsvarmen. Investeringen i varmepumper og andet udstyr vil hurtigt være tjent hjem. Tilbagebetalingstiden er på op til fire år.

- Virksomhederne har stadig masser af muligheder for at lave energieffektive løsninger, hvor de gavner klimaet, miljøet og forbedrer deres økonomi. Det er et eksempel på, at en ambitiøs klimapolitik og en fornuftig erhvervspolitik går hånd i hånd, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Et eksempel på en virksomhed, der udnytter overskudsvarmen, er Jensen’s Køkken i Struer. Virksomheden bruger energi på at køle kyllingevinger, spareribs og sovs, og overskudsvarmen fra køleanlægget bliver brugt til at opvarme rengøringsvand. På den måde sparer virksomheden ½ mio. kr. om året, når investeringen er betalt hjem efter omkring tre år.

Mere fordelagtigt at udnytte overskudsvarme
De senere år er rammevilkårene blevet ændret, så det er blevet mere fordelagtigt for virksomhederne at udnytte overskudsvarmen. Det betyder, at afgifterne understøtter udnyttelsen af overskudsvarme. Energiafgiften på el til varmepumper er mere end halveret. Og den nye forsyningssikkerhedsafgift har gjort det mere favorabelt at udnytte overskudsvarmen fra virksomhederne, selvom der også er en afgift på overskudsvarme.

- Jeg håber, at de forbedrede rammevilkår vil øge interessen for at udnytte overskudsvarmen. Jeg vil opfordre alle virksomheder med overskudsvarme til at undersøge mulighederne, siger Martin Lidegaard.

Rapporten vil indgå i den tilskuds- og afgiftsanalyse, der er aftalt i energiforliget. Analysearbejdet skal blandt andet føre til nogle anbefalinger om, hvordan de midler, der er afsat i vækstplanen, kan anvendes bedst muligt. Det drejer sig om 100 mio. kr. om året fra 2015.

Fra 1. august 2013 blev det muligt at opnå økonomisk tilskud til overskudsvarmeprojekter under tilskudsordningen ”VE til proces”. Tilskuddet til sådanne projekter er på 20-40 procent af investeringen afhængigt af virksomhedens størrelse. Desuden er det muligt at få tilskud fra energiselskaberne til varmepumpeprojekter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11