23948sdkhjf

Ny rapport går elbilerne efter i sømmene

Målinger fra GPS-udstyr og kørecomputere sammenligner i en ny detaljeret forskeranalyse 164 elbilers fart, forbrug og kørselsmønster med almindelige brændstofbilers.
Det oplyser Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

Det er forskere fra Aalborg universitet, der på bestilling fra Energistyrelsen, har udarbejdet rapporten, som blandt andet dokumenterer, at elbilernes energiforbrug er meget større i kolde end varme måneder, og at det medfører markante sæsonudsving i deres rækkevidde per opladning.

- Vi kan for eksempel se, at elbilerne kører noget langsommere på motorveje end andre biler, der kører på benzin og diesel. Til gengæld følger de fint med i byerne. Der kan vi ikke se forskel på elbiler og brændstofbilerne, fortæller lektor Kristian Torp fra Aalborg Universitets Institut for Datalogi.

Sammen med kolleger i Center for Data-intensive Systemer, Daisy, har han specialiseret sig i at rense og analysere de informationer, som kan hentes ud af GPS-udstyr og såkaldte CAN-bus computere i biler.

Myter om elbiler
Resultaterne skal blandt andet ses som et fakta-tjek af nogle af de myter, som knytter sig til elbiler. Flere af myterne handler om elbilernes batterikapacitet, og om hvor stor en begrænsning den er for elbilernes rækkevidde.

- Vores rapport viser, at 99,1 procent af turene i elbil bruger under halvdelen af batteriets kapacitet. Generelt bliver der sjældent kørt lange ture i elbil, men det hænger også sammen med, at de har begrænset rækkevidde, oplyser Kristian Torp.

Undersøgelsen dokumenterer desuden, hvor sæsonafhængig elbilers præstationsevne er, fordi batterierne bliver påvirket af temperaturen.

- Når vi vurderer køretøjernes rækkevidde, så kører elbilerne som tommelfingerregel 120 kilometer på en opladning om sommeren men kun 80 kilometer i de kolde måneder om vinteren. Det er en tredjedel til forskel – så det er markant, mener Kristian Torp.

Bilerne, der har leveret data til analysen, er førstegenerations elbiler fra Citroen, Peugeot og Mitsubishi, som i praksis alle benytter samme teknologi. De mange målinger er fra kørsel i 2012, og forskerne vil følge op med analyse af tal fra 2013, når de får adgang til de nødvendige data.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078