23948sdkhjf

E.On satser på tusindvis af elbiler

E.On lancerer i dag sin gigantsatsning på det danske elbilmarked. Nye hurtig-ladestandere og flere ladestandere i byerne skal øge antallet af danske elbiler til 20.000 i 2020.
I september 2013 opkøbte den tyske energikæmpe E.On konkursramte Better Places 770 ladestandere i Danmark. Og med udskiftningen af Better Places blå farve med E.Ons røde, lyder startskuddet til E.Ons elbilssatning i Danmark, skriver Berlingske.

Fra Better Place til E.On
Da Better Place i 2009 kom til Danmark vurderede topchefen Shai Agassi, at der i 2020 ville køre 500.000 elbiler rundt i Danmark. Senere droslede man ned for forventningerne og i dag kører der godt 1.800 elbiler rundt på de danske veje.

Da Better Place gik konkurs overtog E.On netværket af ladestandere, og i dag starter den helt store udrulning fra E.Ons side. Man forventer vækstrater på 50 procent de nærmeste år, og i 2020 en tidobling af antallet af elbiler på vejene – altså godt 20.000, melder E.Ons danske topchef Tore Harritshøj forsigtigt ud. Han understreger dog, at man ikke kan sammenligne de to selskabers el-bilsatsning.

- Better Place satsede på batteriskifte, men den teknologi ser vi ikke en fremtid for. Vi vil i stedet udbygge netværket af ladestandere og lægge fokus i byområder, hvor elbilen har store fordele, siger Tore Harritshøj.

Hurtig-ladestandere
E.Ons elbilstrategi med navnet E-mobility har overtaget 770 danske ladestandere, hvoraf halvdelen står hos private og den anden halvdel indgår i den offentlige infrastruktur. I København har man 200 ladestandere i øjeblikket, og E.On satser på at fordoble dette tal.

Samtidig skal der etableres hurtig-ladestandere langs motorvejsnettet og i byerne, hvilket skal give kunderne mulighed for at køre længere ture end de 150 kilometer, som et batteri rækker til.

Tore Harritshøj vil ikke oplyse hvor mange penge man har investeret i elbilmarkedet i Danmark, og han vil heller ikke oplyse, hvor meget man venter at tjene. Blot at det skal være en rentabel forretning, hvor man ruller infrastruktur ud i takt med kundernes efterspørgsel.

Såfremt elbilsatsningen i Danmark viser sig at blive en succes, skal den danne præcedens for udrulningen af elbiler i andre lande.

Ikke alene om optimismen
E.On er ikke alene om at tro på det danske elbilmarked. Både hos det danske elbilselskab Clever og hos Dansk Elbil Alliance aner man morgenrøde.

Kommunikationsdirektør Lise Kirkegaard fra Clever fortæller, at elbilmarkedet ikke længere er præget af nysgerrighed og tom snak, men at man oplever en reel interesse fa kunderne, samtidig med at udbuddet af elbiler på markedet er vokset markant det seneste halve år.

Hos Dansk Elbil Alliance venter branchechef Lærke Flader en fordobling af antallet af elbiler i Danmark i løbet af 2014.



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078