23948sdkhjf

Grøn produktion af brint skal lagre overskudsstrøm

DTU, Haldor Topsoe, Teknologisk Institut og Sintex vil udvikle små brintanlæg, som muliggør lagring af overskudsstrøm som energirig brintgas. Innovationsfonden støtter projektet med 17,5 mio. kroner.
Ønsket om at lagre overskydende strøm fra eksempelvis vindmøller har længe været markant.

Nu støtter Innovationsfonden et projekt, der gør det muligt at aftage og lagre noget af den overskydende strøm. Formålet med projektet er at benytte strøm til at give induktionsvarme til brintkatalysatorer, som derved kan fremstille brint mere bæredygtigt og i mindre skala end tidligere. Dette kan samtidig gøre det lettere at fremstille brint lokalt, så man undgår at transportere brinten over lange afstande med de risici, der ligger i det.

Projektet udføres som et samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Teknologisk Institut, Haldor Topsoe A/S og Sintex A/S og har netop modtaget 17,5 mio. kr. fra Innovationsfonden.

Små anlæg til lagring
I forbindelse med projektet designes og konstrueres små decentrale brintanlæg, der effektivt kan producere brint. Anlæggene vil være induktionsopvarmede og derfor fleksible i forhold til at udnytte overskudsstrøm fra eksempelvis vindmøller, da de kan startes og slukkes hurtigt, lidt ligesom induktionskogeplader, og derved giver teknologien mulighed for at lagre overskudsstrøm som energirig brintgas.

- Det største overordnede samfundspotentiale ligger i, at dette er en måde at lagre overskudsstrøm på. Noget andet er, at det kan blive en grønnere og mere effektiv måde at fremstille brint på end de metoder, man har i dag, siger Cathrine Frandsen, professor på DTU Fysik.

Partnerne fra DTU vil forske inden for udvikling af nye materialer til induktionsopvarmning og test af disse, mens Teknologisk Institut vil udvikle reaktorsystemer til induktionsopvarmning. Sintex A/S vil arbejde med udvikling og produktion af metalstrukturer til induktion og Haldor Topsøe A/S med udvikling og test af katalysatorer til brintproduktion, der kan kombineres med induktion.

Om brint
Brint er et vigtigt grundstof, der bruges i store mængder i mange forskellige industrier såsom ved produktionen af fødevarer, kemikalier og metaller. Det produceres typisk ud fra kulbrinter som metan i en proces, hvor der skal tilføres store mængder varme til reaktionen, der forløber ved cirka 800 til 900 °C.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093