23948sdkhjf

Kindheste, nordjysk humor og deltagerrekord på Dansk Fjernvarmes Landsmøde

Under overskriften Fjernvarmens placering i klimapolitikken kunne Dansk Fjernvarme i går slå dørene op til det 51. Landsmøde. Formand Uffe Bro og Aalborgs borgmester Henning G. Jensen bød velkommen, mens miljøminister Troels Lund Poulsen vovede sig ud i en debat om kindheste og lokal grøn energi med Clement B. Kjersgaard.
Om det var årets tema, fascinationen af fjernvarme eller muligheden for at komme væk fra ægtefællen, der gjorde udslaget. Ja, det er svært at sige. Men faktum er, at Dansk Fjernvarmes 51. Landsmøde endnu engang har sat deltagerrekord. Det kunne Formand Uffe Bro oplyse i sin velkomsttale i en tætpakket sal i Aalborg Kongres- og Kulturcenter i går eftermiddag.

- De sidste tal jeg har fået oplyst er 1719 deltagere og 89 udstillere, sagde en veloplagt Uffe Bro fra talerstolen. Det lykkedes for Energy Supplys redaktør at fange en glad – men også bekymret formand – inden landsmødet blev skudt officielt i gang.

Uffe Bro til Energy Supply
Det var med slet skjult dagsorden, at Uffe Bro gik på talerstolen og bød velkommen til deltagerne på landsmødet i almindelighed og miljøminister Troels Lund Poulsen i særdeleshed. Over for Energy Supply løftede han lidt af sløret for, hvad han kunne tænke sig at tale med ministeren om.

- Vi har fokus på klima i år. Energiministeren kunne ikke være her, men Troels Lund Poulsen kan også bruges, sagde han med et smil.

- Jeg håber, at han får øjenene op for, at lovgivningen på området for f.eks. biogasanlæg må ændres. Som det er nu, er det en alt for vanskelig og langsommelig proces at få anlagt et biogasanlæg. F.eks. er klagegangen en yderst langtrukken proces. Derfor vil det være ønskeligt om man på Statens side bliver opmærksom på problemet og fra næste år vil give de ressourcer de forskellige klagenævn har behov for, for at kunne behandle sagerne hurtigere, sagde han inden mødet.

- Jeg håber også, at Staten for øjenene op for, at fjernvarmen er en væsentlig medspiller, hvis Danmark skal nå sine klimamål, sluttede han.

Humoristisk ping-pong mellem borgmester og formand
Aalborg borgmesters Henning G. Jensen var glad for at kunne byde tilhørerne velkommen til byen, som i løbet af de forgangne år er gået fra at være en by, hvor røgen fra skorstenene fra byens virksomheder var ensbetydende med mad bordet, til at være en energivenlig, usnobbet kultur- og udviklingsby. Af samspillet mellem Uffe Bro og Henning G. Jensen fremgik det tydeligt, at man havde mange års samarbejde på bagen, for det er vel de færreste, der slipper godt fra at kalde Dansk Fjernvarmes formand kålhøgen.

Kindheste og lokal grøn energi
Miljøminister Troels Lund Poulsen, der i dagens anledning havde et orange slips på, lagde i sin tale vægt på lokal grøn energi, hvilket betyder, at regeringen ikke vil gå ind og trække energibesparende tiltag ned over hovedet på fjernvarmeværkerne og kommunerne.

- Den enkelte kommune skal vurdere hvad der vil fungere bedst og virke mest optimalt. For hvad der fungerer i Thisted, fungerer ikke nødvendigvis i Holbæk, sagde ministeren og henviste til at et biogasanlæg funderet på gylle nok har bedre vilkår i en kommune med megen gylle end i Storkøbenhavn.

Clement B. Kjersgaard, der vel i nogen grad var sat på scenen for at spille djævelens advokat, pressede på, for at få ministeren til indføre fælles fodslag for alle kommuner - uanset geografisk placering. For uanset hvor i landet man befinder sig, så er der jo en række energibesparelser, der skal opfyldes for, at Danmark kan nå klima-målet.

- Jeg kan ikke sige mig fri for, at regeringen så må uddele et par kindheste til de kommuner, der ikke kan finde ud af det, men som udgangspunkt lader vi det være op til kommunerne selv at finde ud af det, lød det gentagne gange fra Troels Lund Poulsen.

Hvor store disse kindheste ville blive, ville ministeren ikke ud med, så der måtte Clement gå med uforrettet sag. Derimod fik Uffe Bro lidt af sine ønsker opfyldt. Troels Lund Poulsen kunne nemlig fortælle, at man allerede fra næste år ville arbejde på at bringe behandlingstiden på klager i Naturklagenævnet væsentlig ned.

Og det må da siges at være en appelsin i turbanen, selvom formand Uffe Bro nok vil give Energy Supplys redaktør ret i, at det er lettere sagt end gjort.



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141