23948sdkhjf

Ny rapport: Verdensmålene kan give 400 mia. kr. i eksport

I torsdags lancerede udviklingsminister Ulla Tørnæs og erhvervsminister Rasmus Jarlov en ny rapport, som konkluderer, at der ligger 400 milliarder kroner og venter på dansk erhvervsliv, hvis vi tager handsken op i forhold til FN’s Verdensmål.

DEBAT

Denne artikel er et debatindlæg.

Ordlyd og holdninger er derfor ikke et udtryk for Energy Supplys holdniger og meninger.

Ophavsmand/-kvinde til indlægget fremgår af bylinen.

Helt konkret peger rapporten 'A World of Opportunities for Danish Businesses' på en række lande, som er ivrige efter løsninger, der ligger lige til højrefoden for dansk erhvervsliv. Vi taler om løsninger inden for blandt andet vedvarende energi og håndtering af vand.

1,2 milliarder mennesker lever fortsat uden elektricitet – primært i Afrika og Asien. 844 millioner har stadigvæk ikke adgang til rent drikkevand – i de samme områder. Samtidig er 'Bæredygtig Energi' og 'Rent Vand & Sanitet' to af de 17 Verdensmål, som 193 lande har forpligtet sig på at indfri inden 2030. Det betyder, at der vil være fokus på at udbrede vedvarende energi og adgang til rent drikkevand hos en række aktører – ikke mindst de udsatte landes regeringer foruden investorer og donorer.

Ret kikkerten mod nye markeder
Dansk erhvervsliv har nogle helt klare styrkepositioner inden for de to områder, og der ligger derfor et oplagt potentiale i at vende øjnene mod de markeder, hvor efterspørgslen vil vokse de kommende år.

Konkret peger rapporten på 23 lande, som kan være særligt aktuelle for dansk erhvervsliv. Det drejer sig om lande, hvor der udover efterspørgsel også er gode danske erfaringer med et samarbejde. For nok ligger en række danske løsninger lige til den føromtalte højrefod – men bolden skal forbi en række forhindringer, før den er i mål. Vi taler om bureaukrati, korruption og andet bøvl, som kan komme på tværs, når man handler med lande, der har en anden baggrund end vores egen. Her kan det være en fordel, at der allerede er etableret gode handelsrelationer og erfaringer – blandt andet gennem tilstedeværelsen af danske ambassader og lokale netværk.

Rapporten giver en række konkrete bud på, hvordan man fra danske myndigheders side kan hjælpe virksomheder til eksport på de nye markeder. For der er tale om nye markeder for dansk erhvervsliv. Mere end 85 pct. af dansk eksport med relevans i forhold til Verdensmålene går i dag til Europa og USA. Kun 6 pct. går til markeder i Afrika, Latinamerika og Asien (fraregnet Kina og Indien). En af rapportens opfordringer er derfor, at dansk erhvervsliv bør reorientere sin eksportindsats og rette kikkerten mod de nye markeder i lav- og mellemindkomstlande, hvor 75 pct. af væksten i verdensøkonomien forventes at ligge i de kommende år.

De store er i gang
De store danske virksomheder er ikke overraskende allerede i gang. Vestas har længe været i blandt andet Afrika – hvor man både leverer store vindmølleparker og udvikler små møller, der kan forsyne landsbyer med strøm. Kamstrup leverer vandmålere til vandkriseramte Cape Town i Sydafrika og andre afrikanske lande, der kæmper med vandtab. Grundfos leverer pumper til sikring af drikkevand til Afrika og Asien.

En del af dette sker gennem samarbejde med lokalt forankrede NGO’er – og netop partnerskaber er noget af det, rapporten fremhæver som en brobygger til de nye markeder. Gennem partnerskaber kan danske virksomheder få en viden om kultur, infrastruktur og andre forhold, der kan være væsentlige for at skabe et godt fodfæste på et nyt marked.

SMV’er og startups skal med
De små og mellemstore danske virksomheder halter stadigvæk bagefter i forhold til at orientere sig mod de nye markeder, hvor Verdensmålene er med til at skabe efterspørgsel. Men der er som nævnt hjælp at hente hos en række danske institutioner, investeringsfonde, handelskamre, udviklingsprogrammer etc. Det gælder også for startups med nye og innovative løsninger til, hvordan man kan skabe udvikling i lande med store udfordringer og få ressourcer.

Ifølge rapporten ligger der 400 milliarder kroner og venter på dansk erhvervsliv, når vi taler om løsninger, der er relateret til Verdensmålene. Men det forudsætter, at virksomhederne kommer i gang nu og får indarbejdet Verdensmålene i deres strategier.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172