23948sdkhjf

Vi skal turde – i stor skala

Vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi er kommet med en række gode anbefalinger, som fortjener en god implementering. Det kræver, at vi alle er med – det kræver politisk samarbejde og det kræver samarbejde på tværs af alle aktører.

Blandt anbefalingerne nævnes globale markeder, øget eksport og internationalisering. For at nå dertil har vi brug for, at de danske løsninger, som er i verdensklasse på både forsknings- og udviklingsdelen får et bedre og større udstillingsvindue. Vi har brug for regulatoriske frizoner og storskala testplatforme med adgang til forbrugsdata, så vi kan lave test- og demonstrationsprojekter på tværs af forsyninger og sektorer. Med et sådant udstillingsvindue kan anbefalingerne begynde at spille sammen, og vi kan bevare førerpositionen på den grønne omstilling.

De fleste af de testplatforme, vi har i dag, viser kun udsnit. Vi har brug for repræsentative testplatforme, som er tilgængelige, så virksomhederne – også de små og mellemstore - kan vise den fulde værdi af deres smarte løsninger.

Det kræver opbakning og interesse fra alle parter. Beboerne, virksomhederne, forsyningerne, kommunen, politikerne og vidensinstitutionerne – alle skal være indstillet på at være fleksible, tænke nyt og på tværs af det eksisterende. Kun med den brede opbakning kan vi sikre en repræsentativ platform. Danmarks grønne energiklynge rummer og samler alle de aktører, som skal indgå – og vi skal fortsat øge samarbejdet på tværs af aktører, brancher og sektorer – ligesom vi er gode til i dag.

Når det lykkes, øger vi mulighederne for at tiltrække EU-midler, der kan booste de danske projekter. Det er vi også allerede gode til, og vi er et af de lande, der henter flest EU-midler hjem fra Bruxelles. Med en storskala testplatform for datadrevne integrerede energisystemer, som er tænkt ind i både en Smart City og Smart Industry-kontekst, og udgør et Positive Energy District, rammer vi det centrale i EU’s Smart City Lighthouse Program. Det øger mulighederne for at tiltrække midler fra den nye europæiske Innovation Fund til storskala demonstration, der bygges oven på det kommende Horizon Europe.

Med store, repræsentative test- og demonstrationsplatforme – og flere midler fra EU – kan vi booste eksporten af dansk teknologi og viden på energiområdet og opfylde målet for vækstteamets anbefalinger – Danmark som frontløber i den grønne omstilling.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079