23948sdkhjf

SEAS-NVE leverer rekordomsætning i milliardklassen

SEAS-NVE's regnskab for 2018 viser, at det sjællandske andelsselskab fortsætter tidligere års positive vækstrater.

Koncernen omsatte i 2018 for 7,3 mia. kr. Det er en rekordhøj vækst på 91 pct. i forhold til året før.

Også resultatet er i milliardklassen. Selskabet lander på et resultat før skat og minoritetsinteresser på 4,6 mia. kr., en stigning på 32 pct. i forhold til det forgangne år.

Regnskabet giver anledning til tilfredse miner i SEAS-NVE.

- Vi er sat i verden for at skabe værdi til vores ejere, andelshaverne, og samfundet generelt. Det kræver en stærk økonomisk muskel. Derfor er jeg selvfølgelig også glad for, at vi har haft et succesfuldt 2018 og endnu en gang oplever fremgang i både omsætning og indtjening. Resultatet er båret af en generelt positiv udvikling i koncernen og et godt afkast på de finansielle investeringer, siger administrerende direktør Jesper Hjulmand sammenfattende om 2018.

SEAS-NVE har de senere år gennemgået en betydelig transformation fra et traditionelt elselskab med primær indtjening fra monopolaktiviteter til en moderne energi- og fibernetkoncern. Den kommercielle del af SEAS-NVE-koncernen udgjorde i 2013 9 pct. af koncernens resultat før afskrivninger, mens den tilsvarende andel i 2019 forventes at udgøre 63 pct.

Investeringer bærer frugt
Udviklingen mod en koncern med hovedomsætning inden for kommercielle aktiviteter på kerneområderne energi, fiber og grøn omstilling skyldes en målrettet vækststrategi med fokus på langsigtede investeringer.

- Vi har investeret i forretningsområder, som i dag leverer positive økonomiske resultater eller kommer til det over de kommende år, fortæller Jesper Hjulmand.

Han nævner som eksempler investeringer i datterselskaber såsom fibernetleverandøren Fibia, udbyderen af e-mobilitet Clever og det senest opkøb i 2017 af kundeportefølje og tradingaktiviteter i naturgasselskabet HMN Naturgas A/S. Med købet fik SEAS-NVE 160.000 nye naturgaskunder og blev den største leverandør af naturgas til private kunder i Danmark samt erhvervskunder i Sverige.

Ambitiøs 2025-målsætning
I årsrapporten 2018 præsenteres SEAS-NVE's strategi frem mod 2025 kaldet Energi til Livet, der skal styrke koncernens forretningsmæssige position og samfundsmæssige værdiskabelse.

- En række strategiske initiativer skal i strategiperioden accelereres. Det gælder eksempelvis udrulning af fibernet og udbygning af infrastrukturen for elbiler, ligesom der skal udvikles nye energiløsninger til hjemmet. Og så skal eldistributionsnettet optimeres yderligere, fortæller Jesper Hjulmand.

SEAS-NVE forventer, at koncernens positive udvikling fortsætter i de kommende år.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14