23948sdkhjf

Forældet lov stavnsbinder kommuner til fossil gas

Kommuner og virksomheder vil gerne erstatte naturgas med en gashybrid-varmepumpe og dermed reducere deres CO2-udledning, men det er direkte ulovligt. Absurd teknikalitet, siger energiprofessor.

Virksomheder og kommuner, der vil nedbringe deres CO2-udledning ved at skifte naturgasvarme ud med en eldrevet varmepumpe, en hybridvarmepumpe eller supplere med solvarme kan intet stille op, hvis deres varmeanlæg er en såkaldt blokvarmecentral, skriver Ingeniøren.

Ifølge gældende lov skal den slags anlæg nemlig bruge naturgas, og gassen skal dække 100 pct. af varmebehovet – selv om en udskiftning ville være en god forretning for både kommunekassen og klimaet

Energiprofessor Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet kalder lovgivningen vedrørende blokvarmecentraler for 'en absurd teknikalitet, som alle Folketingets partier burde kunne enes om at sætte en stoppe for'.

- Vi skal have elimineret gas til opvarmning og have lunkent vand fra fjernvarme ind i stedet, siger han til Ingeniøren.

I et konkret tilfælde vil en skoles udskiftning af naturgas med en varmepumpe, der både kører på naturgas og på el, for eksempel kunne reducere skolens gasforbrug med 85 pct. og kommunens samlede CO2-udledning med 3 procent. Samtidig vil kommunen spare penge.

Ifølge en konsulentrapport, som Ea Energianalyse har udarbejdet for Energistyrelsen, udgør naturgasforbruget i blokvarmecentralerne op til 17 PJ; et tal, som dog er behæftet med stor usikkerhed. Det svarer til 18 pct. af det samlede danske naturgasforbrug i 2017 eller til en CO2-udledning på 1,265 mio. ton årligt.

Dermed har lovgivningen konsekvenser ikke kun for kommuner og virksomheder, men for Danmarks totale CO2-udledning. Og ifølge partner Hans Henrik Lindboe fra Ea Energianalyse skal der gøres noget ved det danske forbrug af naturgas, hvis vi skal leve op til klima-ambitionerne.

- De brugerbindinger, der ligger i fjernvarme- og gassektoren, hører en anden tid til. Valget til afløsning af naturgas står mellem fjernvarme, varmepumper og grøn gas, skriver han i en mail til Ingeniøren.

Det er ikke lykkedes Ingeniøren at få en kommentar fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078