23948sdkhjf

Grøn energi bliver den nye it-boble

Dansk millionær og finansentreprenør: Investeringer i grønne energiformer vil om føje år sende verden ud i endnu en finanskrise.
Milliardinvesteringer i grøn energi får nu den danske mange-millionær og finansentreprenør Per Wimmer til at råbe vagt i gevær, skriver dagbladet Børsen.

Han mener, at det lige netop er de mange milliardinvesteringer i grønne energiformer, der om seks til syv år vil skabe den boble, der vil sende verden ud på endnu et finanskrise-ridt. Samtidig siger han, at der er mange penge at tjene på netop grønne energi-selskaber.

- Fra nu af og de næste seks år vil der være rigtig gode penge at tjene. Vi vil fortsætte med at se grønne statstilskud til naturgas, sol, jordvarme og vind, men staterne er ikke disciplinerede nok med, hvordan man skubber de her mange penge ind i virksomhederne, og derfor ser de ikke nok på, hvor stærke de her projekter egentlig er. Derfor ender man med at finansiere nogle businessplaner, som ikke holder om fem-ti år, siger han til dagbladet.

Sammenligner med dotcom-boblen
Per Wimmer arbejder i øjeblikket med at skaffe kapital til grønne virksomheder og disses projekter og erkender, at interessen for at finansiere og støtte udviklingen er enorm. Han sammenligner situationen med den IT-boble, der brast ved årtusindskiftet.

- Der bliver smidt mange gode penge efter de her projekter, og der bliver så meget værdidestruktion, når man finder ud af, at de her projekter ikke holder. Det bliver lidt ligesom dotcom-boblen. Der bliver selvfølgelig nogle Google-, Ebay- og Amazon-typer, og det er dem, vi håber på at kunne finde, men der bliver også en ordentlig kirkegård, siger Per Wimmer.

Statsstøtten kan blive banemand
Per Wimmer forudser, at det bliver den massive statsstøtte, der kommer til at rive tæppet væk under den grønne energi og verdens økonomi.

- Men på det tidspunkt har man bygget store babelstårne op, og store gældsbyrder ikke mindst, for grøn energi er meget kapitaltungt. Og så sidder de på et ordentligt gældsbjerg, hvor det så viser sig, at deres forretningsmodel ikke holder uden den massive statsstøtte, siger Per Wimmer.

I Spanien og Italien er man allerede begyndt at trække statsstøtten til solcelleprojekterne.

Han understreger dog, at problemet ikke kun ligger i statsstøtten, men også hos de store investeringsbanker. De erfaringer, der er gjort under It-boblen og under finanskrisen har man ikke gjort brug af, så cirkusset fortsætter, bare inden for et andet segment.
Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08