23948sdkhjf

SEAS-NVE afviser kundeklager

Sekscifrede efterregninger ved målerudskiftninger får ikke SEAS-NVE til at eftergive regninger eller erkende procedurefejl.
Tirsdag aften stod familien Villadsen frem på DR1, fordi de har fået en regning fra SEAS-NVE på 214.000 kroner. SEAS-NVE reagerer på dette ved at tilbyde familien seks år til at betale regningen i stedet for de normale seks måneder.

DR1 kigger på de sager, hvor kunden får en stor slutafregning, når den gamle elmåler udskiftes med en af de nye automatiske målere. SEAS-NVE udtrykker sympati for den enkelte kundes situation men henholder sig til, at hvis kunden ikke betaler, så er der kun selskabets andre kunder til at samle regningen op.

Når en kunde får skiftet elmåler, så skal regnskabet gøres op for den gamle måler. Det betyder, at rigtig mange kunder får en slutafregning, fordi SEAS-NVE er i gang med at udskifte samtlige 375.000 elmålere i forsyningsområdet. Udskiftningen startede for tre år siden, og forventes færdig inden årsskiftet.

Kun få tekniske problemer
I den sag, som DR1 Kontant tager op, er kundens elmåler blevet testet af to laboratorier, som begge er underlagt streng kontrol og godkendt af myndighederne. Men ingen af laboratorierne har fundet fejl på måleren.

- Der er ingen tvivl. Varen er leveret. Vi tager alle henvendelser fra vores kunder alvorligt, og sender målerne til test på laboratoriet, hvis kunden ønsker det, siger direktør for Net og Entreprise Peter Iversen.

Med de nye målere får forbrugeren væsentligt bedre mulighed for selv at holde øje med forbrug og måler. SEAS-NVE oplyser, at der per dags dato er fundet fejl på 15 målere, hvilket svarer til 0,004 procent (%) eller 0,04 promille.

Ingen rabat til enkeltkunder
SEAS-NVE kunder er andelshavere i selskabet. Derfor udtrykker selskabet ønske om, at måling og afregning bliver så præcis som overhovedet muligt, for kun derved bliver alle kunder ligestillede.

- Vi har knapt 375.000 kunder, som også er vores ejere, hvis interesse jeg skal varetage, og vi er ikke interesserede i, at nogen bliver snydt. Men hvis kunden har fået leveret varen, så kan jeg ikke lade regningen gå videre til de andre kunder, udtaler Peter Iversen.

SEAS-NVE er ejet af 375.000 sjællandske el-forbrugere. Selskabets opgave består i at give kunderne den billigste elpris. Derfor mener selskabet ifølge Peter Iversen, at det ikke vil være retfærdigt overfor de øvrige kunder at give medhold i klagesager som den aktuelle i DR Kontant.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078