Gassystemet kan blive lager for el fra vindmøller
VE-gas kan blive en vigtig brik i omstillingen af det danske energisystem til vedvarende energi.
Ikke nødvendigvis. Gas kan blive en vigtig brik i omstillingen af energisystemet til vedvarende energi. For en måned siden blev Danmarks første biogasanlæg indviet, som kan sende opgraderet biogas ind i det danske naturgassystem.
I fremtiden vil andre VE-gasser finde vej fra biomasser samt affald. På sigt kan det også blive muligt ved hjælp af elektrolyse at lagre el som VE-gas i gassystemet til senere brug som gas eller el.
VE gas skal erstatte naturgas
- Gas er en vigtig brobygger til vedvarende energi, og VE-gas vil gradvist fylde mere og mere i de danske gasrør frem mod 2050, hvor vi skal være fri af fossile brændsler, siger adm. dir. i Energinet.dk, Peder Ø. Andreasen.
Energinets vision er, at gas baseret på vedvarende energi helt skal have erstattet naturgas i det danske gassystem i 2050.
- Gas har et endog meget stort potentiale både før og efter 2050. I takt med at de fossile brændsler udfases, skal hele energisystemet tænkes på en ny og anderledes måde. Vi går en utrolig spændende tid i møde, hvor den helt store udfordring bliver at skabe balance, fortsætter Peder Ø. Andreasen.
Gas som buffer for vindenergi
Danmark har brug for en buffer i energisystemet, så der også er energi, når det ikke blæser.
I et energisystem med meget vekslende vindmøllestrøm kan gas skabe balance, når det ikke blæser. Gas kan i modsætning til el lagres - endda billigt og over lang tid.
- Danmark har et stort aktiv i en veludbygget gasinfrastruktur, hvis levetid rækker langt på den anden side af 2050, siger Peder Ø. Andreasen og minder om, at Energinet.dk netop har udgivet et elektronisk temamagasin om VE-gas.