23948sdkhjf

Børn skal bygge egne solceller

Børnene i dag skal drive fremtidens miljørigtige energiforsyning. Derfor vil energitjenesten nu lære folkeskoleelever at bygge solceller.
Energitjenesten Sjælland og Skolernes Energiforum er gået sammen om at skabe et nyt undervisningstilbud til alle interesserede folkeskoleklasser. Tilbuddet skal sætte fokus på vedvarende energi og især på solceller.

Begrundelsen er, at hvis fremtidens energiforsyning skal være CO2-neutral, kræver det, at de unge bliver taget med i klimadebatten. Solceller er stærkt i fremdrift, og derfor er det et godt sted at starte for eleverne.

Skolernes Energiforum tilbyder i november måned den gratis undervisning. Mia Løvstad, kommunikationsrådgiver i Det Grønne Hus og Energitjenesten Sjælland oplyser, at tilbuddet vil være oplagt at anvende i forbindelse med temadage til udskolingsklasser på hele Sjælland.

Byg din egen solcelle
Eleverne vil blive undervist i, hvordan man bygger en mindre solcelle, der kan køre en lille bil, oplade en telefon eller sejle en mindre båd.

Efter en gennemgang af teorien bag solceller, vil eleverne selv få lov til at fordybe sig praktisk i teknikken, når de selv skal bygge, teste og eksperimentere med den lille solcelle.

- Vi vil gerne have, at eleverne får en forståelse for energi lavet ved hjælp af solen. Vi tilbyder derfor et sjovt undervisningsforløb, hvor eleverne får mulighed for at bygge og eksperimentere med solceller på livet løs, siger Lars Kristensen, som er underviser hos Energitjenesten/Skolernes Energiforum.

Solcelleområdet er i hastig fremmarch
På verdensplan har der det seneste årti været en stadig stigende interesse for solceller som energikilde. Netop derfor er det et meget relevant emne at tage op for Skolernes Energiforum.

Antallet af solceller i verden fordobles hvert andet år. Da der også kommer flere og flere producenter til, er priserne på solceller samtidigt faldet markant de seneste år. Solceller koster i dag kun to tredjedele af, hvad de kostede for blot et par år siden. Lave produktionsomkostninger i Østen, især i Kina, har gjort konkurrencen på området hård. Til gengæld er det blevet væsentligt billigere for den almindelige dansker at investere i solceller.

Det er let at forestille sig, at den danske industri inden for solcelleområdet i fremtiden vil skulle bæres frem af viden og udvikling. Dermed vil det være en fordel at få de unge interesserede i området så tidligt som muligt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11