23948sdkhjf

Det mener de om energiforliget

Energy Supply har samlet en række reaktioner på sidste uges energiforlig.
Dansk Industri
Forliget sætter en målrettet kurs for en grøn omstilling af Danmark frem mod 2020, og aftalen tager højde for danske virksomheders konkurrenceevne.

- Forliget giver den nødvendige forudsigelighed og stabilitet om virksomhedernes vilkår på energiområdet frem mod 2020. Det er der behov for, hvis den grønne omstilling skal lykkes, og det bliver styrket af, at der står et bredt flertal bag aftalen, for det giver sikkerhed om investeringerne fremover, siger Tine Roed, direktør i DI.

Landbrug & Fødevarer
Der var lagt op til et historisk dyrt forlig, da Regeringen i slutningen af november præsenterede et energiudspil, Vores Energi, der skulle koste danske borgere og virksomheder 5,6 milliarder. Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer advarede regeringen om, at energiudspillet ville svække Danmarks konkurrenceevne væsentligt. Regeringen har lyttet, og har i dag præsenteret en energiplan, der strækker sig frem til 2020 til under 3,6 mia. kr.

- Det har hele tiden være meget vigtigt for Landbrug & Fødevarer at sikre, at Danmarks konkurrenceevne ikke blev forringet af energiaftalen. Derfor er vi glade for, at der er sat fokus på de konkurrenceudsatte virksomheder i finansieringen af aftalen. Selvom aftalen kommer til at koste penge for fødevareerhvervet, så sender det nye budget et vigtigt signal om, at produktionsvirksomheder har en fremtid i Danmark, siger administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Carl Aage Dahl.

Vindmølleindustrien
Det er glædeligt, at det lykkedes regeringen og oppositionen at finde sammen om et bredt energiforlig. Forliget styrker beskæftigelsen samtidig med, at det sætter en tyk streg under Danmarks førerposition inden for vindenergi, lyder det fra Vindmølleindustrien.

- Der er god grund til at rose politikerne. Det brede forlig giver en stærk sikkerhed for investorerne. Aftalen gavner de danske virksomheder, der er helt fremme i forhold til levering af vedvarende energiløsninger. Det er en god dag for dansk eksport og beskæftigelse, siger Jan Hylleberg, administrerende direktør i Vindmølleindustrien.

Tekniq
Tekniq er yderst tilfreds med, at der i den nye energiaftale er lagt op til et brud på energiselskabers monopol på energibesparelser.

– Det er glædeligt at energispareindsatsen er blevet styrket og er en central del af den nye aftale. Men nu må energispareindsatsen ikke udvikle sig til et tagselvbord for energiselskaberne. Derfor er det glædeligt, at der i aftalen også lægges op til en øget konkurrenceudsættelse af energispareindsatsen, siger administrerende direktør i Tekniq, Installatørernes Organisation, Niels Jørgen Hansen.

Foreningen Hydrogen Link Danmark
Inkludering af brint i den nye energiaftale sker efter flere årtiers intensiv udviklingsindsats på globalt plan og i Danmark. Alene siden 2001 har danske virksomheder og universiteter sammen med offentlige programmer investeret mere end 2,3 mia. kr. i teknologien.

Infrastrukturpuljen på 70 mio. kr. kan give et vigtig bidrag til planerne om etablering af brint tankstationer på tværs af hele landet inden 2015. Det vil gøre Danmark til et af de mest attraktive lande for introduktion af brintbiler fra bilproducenterne, da man vil kunne tanke brint i alle de større byer. Den lange rækkevidde for brintbiler på mere end 500 km gør samtidig, at man overalt i landet altid vil kunne nå næste tankstation, med under en kvart tankfuld brint.

Dansk Fjernvarme
For første gang nogensinde øremærker politikerne penge til forskning i fjernvarme. Dermed er første skridt mod et nyt grønt eventyr taget – til gavn for klima, arbejdspladser og lavere varmeregninger til forbrugerne. Fjernvarme bliver rygrad i energisystemet, fordi det sikrer energieffektivitet.

- Det er meget glædeligt, at forliget så klart markerer, at fjernvarme er den grønne energiteknologi, som vi skal satse på. I fjernvarme er der et kæmpe potentiale for energieffektivitet, vækst, udvikling og farvel til CO2-udledning, siger Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen.

Naturgas Fyn
Naturgasnettets betydning i fremtidens energiforsyning har i mange år været overset og negligeret. Det ændrer energiforliget. Alt peger nu på, at den danske gas-infrastruktur vil spille en vigtig rolle i distributionen af biogas og vedvarende gasser i fremtidens fossilfrie samfund. Forliget giver tilskud til distribution af biogas i det eksisterende gasnet, og samtidig får de kommunale naturgasselskaber mulighed for at blive drivende kræfter i biogasproduktionen.

- Helt grundlæggende deler vi den danske ambition om et samfund uafhængigt af fossile brændsler. Derfor glæder vi os over, at forliget giver gassektoren mulighed for selv at stå i spidsen for denne udvikling ved gradvist at erstatte naturgas med biogas og andre vedvarende gasser i nettet. Det gør det lettere for villaejerne at få grøn energi, siger Bjarke Pålsson, administrerende direktør hos Naturgas Fyn.

Energi- og Olieforum
Med den nye brede energiaftale er der sikret en stabil ramme om dansk energipolitik i de næste mange år. Det er vigtigt for erhvervslivet og forbrugerne, der skal betale regningen, og for energisektoren, som skal omsætte de høje ambitioner i praktiske tiltag.

Oliebranchen vil som en meget væsentlig del af den danske energisektor gøre sit til, at målene i aftalen opfyldes. Ikke mindst på energispareområdet har olieselskaberne med sin hidtidige indsats vist en effektiv og billig vej til at nå målene til gavn for forbrugere og samfund. Olieselskaberne vil arbejde for, at de ny målsætninger bliver opfyldt lige så effektivt.

Det er kun sund fornuft at frede de oliefyrsejere, som ingen reelle alternativer har til deres eksisterende varmeinstallation. Næste mål må blive at skabe rammerne for grøn oliefyring gennem mere udbredt brug af bæredygtige biobrændstoffer.

Venstre
Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har netop indgået forlig om en energiaftale med regeringen. I forhandlingerne er det lykkedes Venstre at gøre regningen for energiaftalen væsentligt mindre for både familier og virksomheder. Derfor kan danskerne nu se frem til både billigere og bedre energi, end regeringen i første omgang lagde op til.

- Først og fremmest har vi været optaget af at begrænse den regning, regeringen ville sende til danskerne. Det ville blive dyrt for danske virksomheder, skabe usikkerhed om danske arbejdspladser og presse danskernes privatøkonomi. Vi har gjort regningen mere end 2 mia. billigere, og det kommer både danskerne og de danske virksomheder til gavn. Alt i alt er den her aftale en sejr for danskerne, siger Venstres energiordfører Lars Chr. Lilleholt.

Konservative
Et stort grønt skridt fremad til en fornuftig pris. Sådan betegner Konservatives energiordfører, Mike Legarth, dagens energiaftale. Aftalen betyder, at omstillingen til mere vedvarende energi sker uden, at borgere og virksomheder bliver brandbeskattet, som regeringen ellers havde lagt op til.

Det er en rigtig god aftale, hvor det er lykkedes at fortsætte den grønne linje, som Connie Hedegaard satte i gang. Vel at mærke til en fornuftig pris. For os har det været afgørende, at energiomstillingen ikke belaster familiernes økonomi unødigt og skaber utryghed i hjemmene – og at virksomhederne undgik ekstraomkostninger, som kunne skabe tvivl om arbejdspladser og i værste fald tvinge tusindvis af job ud af landet.

Liberal Alliance
Energiaftalen, som regeringen netop har indgået med Venstre og De Konservative kommer til at koste danskerne mere end 3 mia. kr., hvilket svarer til op mod 1.300 kr. ekstra om året per familie. Det er hverken rimeligt over for danskerne eller gavnligt for økonomien, siger Liberal Alliances energiordfører Villum Christensen.

- Danmark er et af verdens dyreste lande at leve i på grund af det høje skatte- og afgiftstryk. Det hjælper den nye energiaftale ikke på. Tværtimod har regeringen sammen med V og K besluttet at skrue op for de i forvejen høje afgifter på energi og gøre det endnu dyrere at være dansker. Det er fuldstændig urimeligt og i den grad dumt. Når danskerne er tvunget til at spare, går det udover over købelysten og i sidste ende væksten, siger Villum Christensen.

Socialdemokraterne
Den nye energiaftale handler ikke kun om at gøres os uafhængige af dyr olie fra Mellemøsten og reducering af drivhusgasser. Midt i en tid, hvor ledige stillinger er en mangelvare, sætter forliget gang i hjulene med 8.000 nye arbejdspladser. Den kan med andre ord beskæftige en mellemstor dansk provinsby.

- I dag er ikke bare en god dag for alle dem, der nu får et arbejde gennem energiaftalen, det er også en god dag for vores børn og børnebørn. Med denne aftale har vi vist, at vi som nation har styrken og den politiske vilje til at træde ud af flokken og udpege retningen, ikke bare vores eget samfund, men også for alle andre, siger Socialdemokraternes klima- og energiordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det Radikale Venstre
- Det er en historisk dag for Danmark. Regeringen har sammen med alle Folketingets partier - undtagen Liberal Alliance - indgået verdens måske mest ambitiøse energiaftale, siger Rasmus Helveg Petersen, Radikale Venstres energiordfører.

- Aftalen betyder, at vi sætter gang i en grøn revolution i Danmark. Halvdelen af elforbruget i Danmark skal komme fra vind fra 2020, hvilket er et afgørende skridt på vejen til, at Danmark bliver uafhængig af fossile brændstoffer i 2050. Samtidig sætter vi gang i beskæftigelsen med de store bygningsprojekter, som vindmølleparkerne er, siger Rasmus Helveg Petersen.

SF
Regeringen har i dag indgået en bred energiaftale, der fastholder regeringens meget høje ambitionsniveau. Energiaftalen er regeringens hidtil største beskæftigelsesindsats, der vil sikre tusindvis af job i de kommende år.

- Danmark sikrer sig nu en fornem placering som førende i verden på energi– og klimaområdet. Den grønne førertrøje gavner ikke bare klimaet, men også beskæftigelsen. Regeringen har sat barren højt, og med målrettede effektiviseringer er det lykkedes os at fastholde vores høje ambitionsniveau i en bred politisk aftale. Energiaftalen er starten på en helt ny æra i dansk klima- og energipolitik. Et paradigmeskift fra kul til vedvarende energi, siger Steen Gade, SF’s klima - og energiordfører og formand for Folketingets klima- og energiudvalg.

Enhedslisten
Enhedslisten har i dag indgået en energiaftale med regeringen efter et forhandlingsforløb, hvor Enhedslistens ønsker stille og roligt er blevet skrevet ind i aftaleteksten. Vindenergi, energibesparelser og støtte til vedvarende energi er blandt de vigtigste punkter

- Jeg er glad for, at det i dag er lykkedes at indgå en energiaftale, som lever op til det ambitionsniveau, som lå i regeringspartiernes og Enhedslistens fælles energivision fra før valget. Dermed videreføres det spor, Enhedslisten har været med til at lægge før valget, og der skabes titusindvis af nye arbejdspladser, siger Enhedslistens energiordfører Per Clausen udtaler.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094