23948sdkhjf

Forskerpris for at forhindre brud i vindmøllevinger

Nyudviklede computerværktøjer fra et forskningsprojekt på Aalborg Universitet er med til at ændre designet af vindmøllevinger, så de holder bedre og er billigere at producere.
Det er civilingeniør Esben Lindgaard fra Institut for Mekanik og Produktion, som er blevet hædret for sin ph.d.-afhandling af organisationen ”Nordic Association for Computational Mechanics” (NoACM).

Medlemmerne er fælles om at benytte computerbaserede beregningsmetoder til at løse mekaniske udfordringer, og i Esben Lindgaards prisbelønnede tilfælde er indsatsen fokuseret på et kendt problem fra vindmølleindustrien.

Designværktøjer skal sikre vingens stabilitet
Vindmøllevinger fremstilles i dag af lette glas- og kulfiberarmerede plastmaterialer. Målet er at lave avancerede sammensatte konstruktioner, som både er meget stærke og meget lette. Jagten på den rette kombination af lethed, styrke og holdbarhed er et vigtigt konkurrenceparameter i industrien.

Derfor bliver materialer og konstruktioner bragt meget tættere på grænsen for, hvad de kan holde til, end det tidligere har været tilfældet.

- Jeg har arbejdet med et fænomen, der er skyld i tab af stabilitet i vingerne, og som får strukturen til at kollapse og miste al sin bæreevne. For en vindmøllevinge er det meget dramatisk, fordi det vil betyde, at vingen svigter og dermed knækker og falder af møllen. De automatiserede designværktøjer, jeg arbejder med, er specielt udviklet med henblik på at tage hensyn til dette fænomen og dermed sikre den fornødne styrke af vingen, forklarer Esben Lindgaard.

Dobbelt udfordring
Både vingernes specielle design, og det materiale de produceres i, er en del af udfordringen. Men Esben Lindgaards forskningsresultater og computerløsningerne kan anvendes til meget andet end møllevinger:

- Ideen har været at udvikle nogle automatiserede computerværktøjer til design af komplekse fiberkompositte konstruktioner som vindmøllevinger. Værktøjerne skal gøre det muligt at designe lettere, billigere og bedre strukturer, end det er muligt med eksisterende værktøjer. Metoderne fra ph.d.-projektet har jeg efterfølgende arbejdet på at udvikle til optimalt design inden for andre konstruktioner, der for eksempel er lavet af metalliske materialer, siger Esben Lindgaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093