23948sdkhjf

Dong-bestyrelse under lup

Flere danske politikere efterlyser nu en uvildig evaluering af Dongs bestyrelse.
Skandalen omkring det statsejede energiselskab Dong får nu staten til at planlægge en større evaluering af den samlede bestyrelse, det skriver Jyllands-Posten.

Det sker blandt andet for at vurdere, hvorvidt bestyrelsen i det omtumlede energiselskab har den rette sammensætning, og om bestyrelsens arbejdsgange fungerer hensigtsmæssigt.

- For os er det helt afgørende at se på sammensætningen i bestyrelsen og sikre, at de enkelte medlemmers stærke kompetencer supplerer hinanden, siger finansordfører fra Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, til Jyllandsposten. Finansordføreren understreger, at en uvildig evaluering af Dongs bestyrelse ikke grunder i manglende tiltro til de enkelte medlemmers kompetencer.

- Vi anfægter ikke den enkeltes faglighed, men set i lyset af den store debat om Dong mener vi, det kan være en fordel at undersøge, om bestyrelsens arbejde kan optimeres yderligere, siger Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.

Og for en gangs skyld er Dansk Folkeparti og Enhedslisten enige, sidstnævnte tilslutter sig nemlig ønsket om en evaluering af det statsejede selskabs bestyrelse.

Hyrer uvildigt konsulentfirma
Tanken om at sætte gang i en evaluering af bestyrelsen i Dong, herunder formand Fritz Schur, stammer reelt fra Finansministeriet, der officielt ejer virksomheden.

Meningen er, at man vil hyre et uvildigt konsulentfirma til at stå for undersøgelsen for dermed at undgå, at bestyrelsen blot peger på et firma, som det selv har tilknytning til.

Dermed synes det at være udelukket, at Dong-formand Fritz Schurs foretrukne headhunter, Egon Zehnder, vil få tilbudt at stå for opgaven, skriver Jyllands-Posten.

Frygter ikke vurdering
Dong-formand Fritz Schur siger til Morgenavisen Jyllands-Posten, at han ikke er bekendt med, at staten skulle ønske en evaluering af ham selv og den øvrige bestyrelse. Men formanden frygter ikke en uvildig vurdering.

- Men jeg kan forsikre, at Dong Energys bestyrelse er særdeles professionel, hvilket ansættelsen af Henrik Poulsen jo er et meget godt bevis på, siger han til Jyllands-Posten og henviser dermed til Dongs nye administrerende direktør.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109