23948sdkhjf

Behov for flere udlandsforbindelser

Energinet.dk investerer i øjeblikket flere milliarder kroner på at styrke rygraden i det jyske elnet – forbindelsen mellem Kassø ved Aabenraa og Tjele ved Viborg. Imens foregår der ifølge Nyhedsbladet Dansk Energi et større europæisk spil om fremtidens el-motorveje.
Om få dage udløber en høringsfrist om udbygninger for 75 mia. kr. om året de næste ti år. Samlet opererer den europæiske plan (kaldet TYNDP 2012) fra systemoperatørernes organisation ENTSO-E med investeringer for 750 mia. kr.

- Planen er ambitiøs, og det er positivt, men der kunne sagtens bygges flere forbindelser med god samfundsøkonomi, siger konsulent Carsten Chachah fra Dansk Energi, der først og fremmest arbejder på at styrke forbindelser til Tyskland, Holland og Storbritannien, så Danmark kan blive stærkere integreret med de europæiske markeder.

Kassø-Tjele-forbindelsen styrker blandt andet udvekslingen af strøm med Norge og Tyskland. Det vil gøre det nemmere at øge mængden af vindkraft i det danske elsystem til 49,5 procent i 2020. Netop denne udbygning er et kerneelement i det energiforlig, der blev indgået på Christiansborg for nylig.

Kun én udlandsforbindelse i forliget
I forliget nævnes der kun et konkret eksempel på en styrket udlandsforbindelse, og det drejer sig om en kobling fra Østdanmark til Tyskland via en 600 MW stor havmøllepark på Kriegers Flak i Østersøen. Derudover skal der laves en analyse af andre muligheder inden udgangen af 2014. Energinet.dk har allerede en række projekter i støbeskeen – herunder det såkaldte Cobra-kabel til Holland. Projektet er nævnt i den fælleseuropæiske plan, men det er et søkabel til Storbritannien ikke.

- Der mangler åbenhed om kriterierne for, hvilke projekter der er med og ikke med i TYNDP’en. Det vil vi efterspørge i vores høringssvar, siger Carsten Chachah.

En pointe, der også vil blive sendt til ENTSO-E i Bruxelles, handler om finansiering.

- Investeringerne får et enormt omfang, så det er nødvendigt at tiltrække penge fra andre end systemoperatørerne. Der skal derfor være bedre adgang for markedet til at foreslå projekter til seriøs vurdering, siger Carsten Chachah.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219