23948sdkhjf

Klumme: Nu skal der prioriteres

Lovgivningen skal tilpasses til den virkelighed, der nu er skitseret frem mod det fossilfrie el- og opvarmningssystem i 2035. Naturgas-afgifter skal ikke kunne stoppe grønne projekter.
Det nye energiforlig er vedtaget. Lovgivningsarbejdet for at sikre udmøntningen er sat i gang. Derfor er det nu tid til for alvor at prioritere. Ellers når vi aldrig målene om at blive helt fri for fossile brændsler i 2035 i el og opvarmning.

Det kan sagtens lade sig gøre rent teknisk at blive fossilfri. Det kan vise sig, at den største hurdle bliver af mere juridisk karakter.

Med det mener jeg, at regler og love kan betyde, at vi ikke vil kunne omstille fra eksempelvis naturgas til fjernvarme, fordi reglerne ikke er tilpasset det faktum, at naturgas nu per definition skal afløses af noget andet.

Som tingene er i dag, så ser vi nu eksempler, hvor naturgasselskaberne klager over planer om at konvertere individuelle naturgasfyr til grøn fjernvarme. Det vil man rigtig gerne gøre rundt i landets kommuner, fordi det er den effektive måde at blive fossilfri på. Med et slag kan man nemlig gøre alle husstande fri af fossile brændsler.

I mange år har der eksisteret regler for, at man skal lave samfundsøkonomiske beregninger, når man laver projektforslag til eksempelvis konverteringer af naturgasområder til fjernvarme.

Det betyder, at der skal være fornuftig økonomi for samfundet i et projekt, før det kan gennemføres, hvilket i bund og grund er sund fornuft.

Men i disse samfundsøkonomiske beregninger indgår de afgifter, som naturgas bidrager med. Endda med tung vægt.

Dette er ikke længere i takt med tiden. Ganske enkelt fordi politikerne og dermed samfundet har bestemt sig for, at vi ikke længere skal have naturgassen, og at afgifterne i stedet skal komme fra den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift.

Dermed bør naturgasafgifter ikke kunne stoppe nye projekter.

Det seneste sted, hvor fjernvarmen er stødt ind i naturgas-klager er i Nordjylland, hvor man ønsker at koble Tylstrup Fjernvarme på Aalborgs fjernvarmenet og dermed udnytte overskudsvarme fra Nordjyllandsværket. Faktisk er der tale om overskudsvarme, som ikke udnyttes i dag.

Men det vil betyde, at man i Tylstrup ikke bruger den mængde naturgas, som man har gjort hidtil.
Nordjyllandsværket er et af de centrale kraftvarmeværker, som skal omstilles fra kul til biomasse.
Får naturgasselskabet held med klagen, så vil man i Tylstrup være tvunget til at udskifte en gammel naturgas-motor, en kæmpe investering, som dernæst vil gøre rentabiliteten i projektet ikke-eksisterende i mange år.

Den slags må og skal vi undgå. Derfor er vi nødt til at have kigget lovgivningen efter, så den ikke spænder ben for en fossilfri fremtid. For fossilfri, det skal opvarmningen være i 2035. Dermed skal vi heller ikke tvinges ud i forkerte investeringer.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125