23948sdkhjf

Studerende får pris for vindmølle til ulande

En vindmølle, som kan bygges af billige, lokale materialer og sikre strøm til fattige landsbyer og katastrofeområder, har indbragt en pris til to ingeniørstuderende fra Aarhus Universitet.
I de fleste udviklingslande er det kun ti procent af befolkningen, der har adgang til strøm. De sidste 90 procent lever uden elektricitetsforsyning og har dermed meget dårlige muligheder for at forbedre deres levevilkår.

- Vi ved, at energiforsyning er helt afgørende for udviklingen i fattige lande. Det er en grundlæggende forudsætning for at kunne opretholde en minimumslevestandard og for at kunne sparke gang i en lokal, økonomisk vækst, siger Jakob Vernersen, der er den ene af de to studerende bag projektet.

Han modtog i går sammen med sin studiemakker, Søren Krag, en pris på 10.000 kroner fra Maskiningeniørernes Initiativfond for et innovativt ingeniørprojekt med et stærkt humanitært islæt.

Kompleks ingeniøropgave bag simpel vindmølle
De studerende har i forbindelse med deres afgangsprojekt ved Aarhus Universitet kastet sig over den udfordring at udvikle en vindmølle, der kan bygges for meget få penge, af billige materialer og ved brug af lokal arbejdskraft.

- Vindmøllen har et ultrasimpelt design. Den skal kunne bygges af lokal arbejdskraft, og den må derfor i princippet ikke være sværere at gå til end en kommode fra IKEA. Men bag vores designmodel ligger et stykke ret komplekst ingeniørarbejde, der involverer både fluidmekanik, strukturel mekanik og softwareudvikling, siger Jakob Vernersen.

Kan forsyne en lille landsby med strøm
Vindmøllen kan fremstilles med ganske få midler. Dens tårn er lavet af stål og dens vinger af træ. Den kræver intet nedgravet fundament, men holdes oprejst alene af stålwirer, som kan fæstnes til jorden.
En enkelt vindmølle kan producere 1500 Watt ved en vindhastighed på 12 meter per sekund. Det er tilstrækkeligt til, at en mindre landsby kan få dækket de mest basale behov for strøm til lys, opladning af mobiltelefoner og nedkøling af fødevarer.

Fleksibelt design tager højde for lokale vindforhold
De to studerende har dimensioneret vindmøllens hovedkomponenter i henhold til internationale sikkerhedsnormer. De har desuden udviklet et computerprogram, som blandt andet kan beregne, hvordan vingerne skal designes, så vindmøllen får optimal ydeevne.

- De lokale vindforhold og det omgivende terræn har stor betydning for, hvordan vingerne skal udformes. Vi har lavet et stykke designsoftware, der tager højde for et givent områdes særlige meteorologiske og geografiske karakteristika, siger Jakob Vernersen.

De studerende har udarbejdet deres projekt i samarbejde med den humanitære organisation, Ingeniører Uden Grænser, som forventer at gå videre med etablering af vindmøller i både udviklingslande og katastrofeområder.
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109