23948sdkhjf

Kæmpegevinst til el-monopoler på bekostning af forbrugerne

Med energiforliget lovede politikerne, at regningen til elselskabernes administration og fortjeneste skulle falde med 300 millioner – nu ser det imidlertid ud til, at kunderne får lov at betale for administrationen to gange.
El-monopolselskaberne slipper for kæmpe omkostninger til regninger og kundeservice. Alligevel indregner de omkostningerne i deres priser og hæver priserne på strøm. Det skriver Ingeniøren.

Danskerne skal fra 2014 kun have én elregning og kontakt med ét elselskab – deres strømleverandør. Og de lokale elmonopoler skal udelukkende levere data til dem, der sælger strømmen. Altså skal el-monopolerne langt fra bruge de samme administrative ressourcer som hidtil. Alligevel får de lov at beholde deres indtægter fuldt ud, det fremgår ifølge Ingeniøren af et lovforslag til ændring af elforsyningsloven, som lige nu er på vej igennem Folketinget.

Priserne stiger
Hos de uafhængige el-handelsselskaber, der fremover får den direkte kontakt til kunderne, regner man med at kunne udføre de administrative opgaver og kundeservice billigere end el-monopolerne, som sidste år ifølge Ingeniøren tilsammen brugte 2,2 milliarder kroner på disse opgaver. Men priserne vil dog stige.

- Selv om vi glæder os til at blive kundernes omdrejningspunkt, er det svært at se, at kundehåndteringen ikke vil resultere i højere priser pga. øgede omkostninger, tab på debitorer, omkostninger til ekstra forsikringer, som Skat kræver af os, og så videre, siger produktchef Simon Vestergaard Pedersen fra energiselskabet OK til Ingeniøren.

Han mener ifølge Ingeniøren, at politikerne og myndigheder bliver nødt til at gribe ind, hvis ikke hele forudsætningen for energiforliget skal skride.

Enhedslistens energiordfører, Per Clausen, er overrasket over, at energiforliget kan føre til, at kundernes regning stiger.

- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at nogen (af partierne bag forliget, red.) har været vidende om, at det kunne føre til højere priser. Det er helt imod intentionen med forliget. Det skal tværtimod blive billigere, siger Per Clausen til Ingeniøren og tilføjer:

- Hvis forliget fører til en højere elpris, så bliver vi nødt til at diskutere, hvordan vi løser det.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109