23948sdkhjf

Grøn energi på Asnæsværket er en realitet

En 100 meter lang gaskanal skal nu sende gas fra halm og andre mere besværlige brændsler direkte fra forgasningsanlægget Pyroneer ind i kedlen på Asnæsværket og producere grøn energi.
Det skriver Dong Energy i en nyhed på sin hjemmeside.

- Vi udnytter 90-95 procent af al energien i halmen, som sendes til kedlen som brændbar gas. Asken sorteres fra og kan bruges som gødning på landbrugsjord. Næringsstofferne kommer dermed tilbage på markerne og energien ud i stikkontakterne, siger Thomas Dalsgaard, koncerndirektør i DONG Energy.

Pyroneer, som anlægget, der forgasser bioaffald, hedder, blev tirsdag officielt indviet efter en etableringsfase på knap et år. Det skal fungere som et demonstrationsanlæg, hvor DONG Energy blandt andet kan demonstrere teknologien for potentielle kunder fra ind- og udland.

Vigtig brik i fremtidens energisystem
Energinet.dk, som er en selvstændig virksomhed under Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, har gennem en årrække støttet udviklingen af Pyroneer-teknologien. Og de glæder sig over, at der nu rent faktisk produceres grøn strøm ved hjælp af teknologien.

- I fremtiden bliver der rift om biomassen, og det gælder derfor om at udnytte den effektivt. Pyroneer-teknologien er interessant og perspektivrig, da den gør det muligt at anvende en væsentlig større andel af biomasse i forbindelse med samfyring på kulkraftværker, siger Steen Vestervang fra Energinet.dk

Teknologien kan ifølge Steen Vestervang blive en vigtig brik i fremtidens energisystem, da den også gør det muligt at producere gas af biomasse, der kan transporteres og lagres i det etablerede gassystem.

Større skala i fremtiden
Kalundborg Kommunes borgmester følger udviklingen af Pyroneer-teknologien tæt, da det vil være en integreret del af et muligt kommende grønt projekt i Kalundborg kaldet KINEC.

- Kalundborg er stedet mellem laboratorium og markedet, hvor virksomheder kan modne deres teknologier. Det er også tilfældet med Pyroneer-teknologien, som DONG Energy nu har bragt et skridt videre. Jeg er meget fascineret af teknologien, da den kan sikre en bæredygtig udnyttelse af biomassen, siger Kalundborg Kommunes borgmester Martin Damm og fortsætter:

- Hvis KINEC-projektet bliver realiseret, vil vi med blandt andet Pyroneer-teknologien kunne forsyne Kalundborg kommune med grøn energi og varme fra affald og biomasse fra både industri, landbrug og husholdning. Det ligger helt i tråd med tankegangen om at bruge restprodukter til at skabe energi og dermed reducere udledningen af CO2.

Demonstrationsanlægget i Kalundborg er på 6 MW og forgasser halvandet ton halm i timen, som bliver sendt ind som grøn brændsel på Asnæsværkets blok 2.

Kilde: Dong Energy

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.5