23948sdkhjf

Building Green er åbnet i Forum

Med over 100 udstillere og flere end 2.500 forhåndstilmeldte har Danmarks nye messe for bæredygtige byggematerialer oversteget alle forventninger i sit andet leveår. Årets messe er netop åbnet.
Building Green fik en flot start i debutåret 2011, hvor cirka 2.300 besøgende fagfolk – dobbelt så mange som forventet – lagde vejen forbi Forum i løbet af de to messedage.

Forud for dette års messe har flere end 2.500 tilmeldt sig på forhånd, og meget tyder således på, at Building Green kan udbygge sin position som udstillingsplatform for innovative virksomheder i byggeriet.

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard var inviteret til Forum som åbningstaler, og han fremhævede de mindre virksomheders evne til at udvikle nye innovative løsninger som en vigtig parameter i bestræbelserne på at nå målet om en 100 procent vedvarende energiforsyning i 2050.

- Ved en messe som denne er det, der springer i øjnene, at den grønne omstilling ikke kun er forbeholdt de store virksomheder. Meget af udviklingen kommer fra de små og de mellemstore, og det er årsagen til, at vi her i Danmark er noget ganske særligt, når det kommer til vedvarende energi og grønne løsninger, sagde ministeren.

Martin Lidegaard slog fast, at vi i fremtiden skal bygge bedre og mere bæredygtigt, men at vi skal gøre det på en måde, så det også er økonomisk bæredygtigt.

- Det nye politiske energiforlig skal skabe rammerne for omstillingen, så vi får en energiforsyning og en bygningsmasse, der bruger færre ressourcer, sagde Martin Lidegaard.

Building Green afholdes i Forum, København, onsdag og torsdag i tidsrummet 09.30-18.00. Udover 100 udstillende virksomheder byder messen på et aktuelt konferenceprogram med højtprofilerede og nytænkende talere på hovedscenen og inspirerende seminarer. Førstedagen byder blandt andet på præsentation af Mandag Morgens nye Sustainia Sector Guide , InnoByg-seminar om fremtidens innovative byggeløsninger og paneldebat med deltagelse af en række fremtrædende aktører i byggeriet.

Energy Supply og søsterportalen Building Supply er mediepartnere på Building Green, og vi vil løbende rapportere fra messen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.5