23948sdkhjf

Minister sælger energiteknologi i Sibirien

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr besøgte torsdag og fredag Sibirien for at sælge danske løsninger inden for energieffektivitet og miljøsikkerhed.
Rusland vil halvere energiintensiteten inden 2020 og skal derfor investere massivt i energieffektivitet de kommende år. Det bliver derfor et af de områder, der skal sikre, at vi når målet om at forøge eksporten til Rusland med 50 pct. svarende til 6 mia. kr. over de næste fem år. Det skriver udenrigsministeriet.

- Jeg tager med danske virksomheder til Sibirien, fordi potentialet på energiområdet er enormt. Danske virksomheder har mange af de klimavenlige løsninger, som Rusland i stigende grad vil efterspørge. Vi skal bidrage med løsninger på klimaudfordringen. Og så har det den sidegevinst, at det skaber arbejdspladser i Danmark, lyder der fra handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr.

Det er planen, at der 1. november, som et konkret tiltag for at nå Danmarks eksportmål, fra Udenrigsministeriet udsendes en finansieringsrådgiver til ambassaden i Moskva. Rådgiveren skal bistå de danske virksomheder med at identificere konkurrencedygtige investeringer – et ønske som, ifølge ministeriet, har stået højt på virksomhedernes ønskeliste i forhold til det russiske marked.

Rusland er i dag Danmarks 13. største eksportmarked og aftog i 2011 danske varer for 12 mia. kr. Danmark eksporterer især maskiner og industriudstyr, kød samt medicin og farmaceutiske produkter. På trods af et fald i den russiske vækst til ca. 4 pct. gør den danske eksport til Rusland det fortsat flot. I årets første seks måneder steg vareeksporten med 7,8 pct., og der forventes en samlet eksportvækst på 9,4 pct. for hele året, det skriver Udenrigsministeriet.

Sådan skal Danmark øge eksporten til Rusland
I regeringens BRIK-strategi for Rusland fremhæves flere konkrete tiltag for at nå målet om at forøge eksporten til Rusland med 50 pct. svarende til 6 mia. kr. over de næste fem år:

• Styrke og målrette de kollektive eksportfremstød mod de sektorer, som Rusland prioriterer. Der afsættes relativt flere ressourcer hertil.

• Programmerne Eksportstart Vækst og Vitus Vækst vil blive udviklet til at bistå en indsats også på det russiske marked.

• Udbygge de politiske relationer med russiske myndigheder - både i Moskva og i regionerne.

• Undersøge mulighederne for at få flere russiske investeringer til Danmark. Hvis potentialet er til stede, vil Invest in Denmark også rette søgelyset mod Rusland.

• Forskningsministeriet vil kortlægge potentialet for øget samarbejde om forskning og innovation og for at tiltrække relevante russiske spidskompetencer.

• Ruslands indtræden i WTO og tilpasning til WTO-reglerne vil forbedre erhvervsklimaet, så også mindre danske virksomheder kan være med på det russiske marked.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172