23948sdkhjf

Klimarådet kræver handling og anbefaler otte fokusområder

Regeringen har godt nok en plan for at indfri klimamålet for 2030, hvor CO2-udledningerne skal være reduceret med 70 procent i forhold til 1990. Men det bliver en udfordring at realisere den.

Sådan lyder det fra Klimarådet i den årlige evaluering, hvor der peges på otte fokusområder for de kommende år:

Implementering

Der er vedtaget mange klimapolitiske tiltag, som skal få nedbragt udslippet.

En ting er dog at aftale dem. Noget helt andet er, når det skal ske i praksis.

Derfor skal der fokus på implementeringen, som ifølge rådet kræver en stor indsats fra myndighedernes side.

2025-indsats

Uret tikker for klimamålet for 2025, hvor udledningerne skal være reduceret med 50-54 procent i forhold til i 1990.

Der er dog stadig et udestående reduktionsbehov, der "snarest muligt" bør vedtages politisk for at nå i mål.

Det kan for eksempel være en højere afgift på diesel, lyder det fra rådet.

Regulering af landbrugets udledninger

Godt nok er der sat et mål for at reducere udledningen fra landbruget. Men der mangler stadig en konkret regulering.

Den bør snarest vedtages, og grundstenen bør være en ensartet afgift på drivhusgasudledninger, lyder det.

Udfasning af gasfyr

Det er politisk besluttet, at gas til rumopvarmning skal udfases, og den omstilling skal ifølge Klimarådet gå stærkt.

En erstatning skal dog også fungere på lang sigt, og der skal derfor tages hånd om en række barrierer.

Det kan for eksempel være svært at opnå den tilstrækkelige tilslutning til fjernvarme nogle steder, fordi mange vælger individuelle varmepumper.

Her kan man give kommuner adgang til at etablere tilslutningspligt til en vedtaget udvidelse af fjernvarmeforsyningen.

Tilstrækkeligt med grøn strøm

Når vi udfaser fossile brændsler, stiger efterspørgslen efter strøm. Derfor skal der langt flere vindmøller og solcelleparker op.

Samtidig skal der også fokus på at sikre elforsyningssikkerheden.

Prioritering af kulstoffri Power-to-X

En af de ting, der er særlig stor fidus til i klimaindsatsen, er Power-to-X, som kan omdanne strøm til grønt brændstof.

Nogle af de brændstoffer indeholder dog kulstof, som er en knap ressource. Derfor bør man prioritere elektrobrændstofferne uden.

Klimaaftryk fra forbrug - herunder fødevarer

I Danmark har vi et stort klimaaftryk fra forbrug - faktisk det næsthøjeste per indbygger i hele EU.

Der er ifølge Klimarådet behov for en særskilt indsats for at nedbringe det.

Det kan for eksempel være et pejlemærke for udviklingen i klimaaftrykket herfra, som klimapolitikken kan styre efter.

Biomasse med omtanke

Bioenergi spiller en vigtig rolle i den danske energiforsyning.

Det er for eksempel rester fra produktion af trævarer, som brændes af for at lave varme og el.

Men der er brug for en samlet og langsigtet strategi for at mindske Danmarks forbrug af biomasse, anbefales det.

Det skyldes, at forbruget er højere, end hvad der er klimamæssigt velbegrundet og langsigtet bæredygtigt.

Kilde: Klimarådet.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079