23948sdkhjf

Et stort skridt for måden at dokumentere på

På Vindmølleindustriens Annual Event skrev en projektgruppe bestående af kvalitetschefer fra Siemens, Vestas, LM Wind Power og KK Wind Solutions under på en samarbejdsaftale om at udvikle en standard for måden at dokumentere på inden for vind.
Det er ikke nogen hemmelighed, at vindmølleproducenter i dag arbejder tættere og tættere sammen med deres underleverandører, og at de i stigende omfang skal kunne dokumentere kvaliteten af den vare, der leveres. Men hvordan sikrer vi, at der gennem alle led i en vindmølles produktionsproces holdes den høje standard? Det er dette spørgsmål, der optager det udviklende hold bag en ny såkaldt APQP-standard (Advanced Product Quality Planning) på vind.

Enighed – også i processen
Svaret synes at være et klart dokumentationsværktøj, der strømliner, skaber transparens og ikke mindst minimerer fejl og misforståelser virksomhederne imellem. En proces der skal ske så tidligt i forløbet, som muligt. Med på holdet er både producenter og underleverandører. En forudsætning for udviklingen, hvis du spørger Henning Bach Jochumsen fra Vestas Wind Systems:

- Målet med denne proces er at starte ud med at udvikle og formidle en guideline og derefter gøre det til en standard, alle kan blive tilbudt træning i. Et helt centralt element er at blive enige om terminologien, med andre ord sikre at vi mellem leverandører og producenter er enige om, hvad vi kalder hvad.

Han fortsætter:

- Det overordnede mål er selvfølgelig at reducere omkostninger i værdikæden, så vi kan konkurrere med andre energiformer, herunder fossile brændsler. Vi er overbeviste om, at en kvalitetsstandard er en fordel for alle spillere. Kunder, leverandører og producenter. Det er derfor, vi gør det her.

Han bliver suppleret af Bent Wiebel fra Siemens Wind Power:

- Vi er jo forskellige og konkurrerende producenter, så vi vil ikke samle alt i en stue. Men hvad vi vil bringe under samme tag, er kravene, processerne og standarden - og vi vil gå meget langt for, at det bliver overholdt.

Tilsidesættelse og samarbejde
Begge lægger de vægt på, at kunderne vil opleve en langt større transparens i processerne, at producenterne minimerer risikoen på nye designs og derved mindsker prisen på møllerne totalt set. For underleverandørerne er der også åbenlyse gevinster:

- Jeg tror stærkt på, at dette samarbejde kan gavne hele industrien. Vi sænker vores modstandsbarrierer, inviterer hinanden ind, deler udfordringer og skaber klarhed over, hvad vi hver især har brug for. Når vi er i stand til at tilsidesætte forskelligheder og samarbejde om de her ting, kommer vi hurtigere ind til sagens kerne og undgår misforståelser, lyder det fra Kim Schmidt Pedersen fra KK Wind Solutions.

Kilde: Vindmølleindustrien - http://www.windpower.org

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219