23948sdkhjf

Hvorfor er det kun nye teknologier, der kan redde verden?

Hvorfor er det kun nye, endnu uafprøvede teknologier, der kan redde verden? Når det handler om klimaet, altså.
af Jørgen G. Jørgensen, direktør, Dansk Fjernvarme

Faktisk er det temmelig besynderligt, at det, der skal til, det er en bevidsthed om, hvad man forbruger af energi – men det kan kun opnås ved at købe et eller andet nyt teknologisk vidunder.

Jeg er nok ikke helt enig i den opfattelse af tingene, for jeg tilhører den del af befolkningen, der tror på, at skal vi for alvor gøre en forskel, så bliver vi nødt til at kigge indad i stedet for at søge at købe aflad ved at få en ny tingest indenfor dørene.

Selvfølgelig skal vi forske og udvikle. Det siger sig selv, at det er utroligt vigtigt.

Men jeg tror på, at den mest effektive måde at gøre en indsats på, er ved at bakke op om velkendte metoder, for de virker her og nu, og så skal vi i øvrigt videreudvikle dem. At ville have den dims, der bliver foromtalt i strålende vendinger, redder jo ikke noget, for den er ikke produceret endnu. Lidt på samme måde er det med fjernvarme. Men selvom man følger klimadebatten i medierne, så er det varme vand i rør gemt godt og grundigt ned i jorden. Det er ikke så sexet at profilere sig på.

Derfor får denne unikke infrastruktur ikke den opmærksomhed, som den bør have. For det er jo i bund og grund ligegyldigt, hvordan vandet i rørene bliver varmt, og derfor kan vi lige så godt gøre det på en smart måde, der ikke belaster CO2-regnskabet.

Vi kan altså lige så godt bruge energi, der alligevel er til rådighed. Vi behøver ikke nødvendigvis at producere ny energi for at få varme og varmt vand. Vi kan tilmed koble mange energikilder sammen, så vi opnår store synergier.

Her i de senere måneder har vi set flere eksempler på, at kommuner for enhver pris vil have en grøn profil og derfor kaster sig over smarte teknologiske løsninger. Desværre har deres iver været så stor, at helhedsperspektivet er røget sig en tur.

Godt nok kan der klippes en masse røde snore på mindre og mindre solanlæg eller varmepumper. Men det er sjældent, de bidrager til noget positivt i CO2-regnskabet. Tværtimod faktisk. Til gengæld har skatteyderne betalt.

Kommunerne er desværre ikke ene om at have denne iver efter at få noget at vise frem.

Fjernvarme er gravet ned. Det kan man ikke sådan vise frem på sit hus. Derfor er fjernvarme kedeligt. Men det er klimavenligt.

Fjernvarme kan sagtens blive mere klimavenligt endnu, ingen tvivl om det. Men det kræver, at i hvert fald noget af fokus rettes mod det varme vand i rør i stedet for mod et nyt teknologisk vidunder at klippe en rød snor til.

Fjernvarme kræver også, at vi står sammen og tænker i helheder i stedet for i enkelte matrikler. Til gengæld rykker det for alvor noget at bruge fjernvarmen aktivt i kampen for mindre CO2-udledning.

Kilde: Dansk Fjernvarme

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14