23948sdkhjf

Modtager energipris og forærer den væk

EnergiMidt modtog fredag en pris for sit energirigtige domicil i Herning. Med æren fulgte 30.000 kroner, som EnergiMidt sender videre til skoleeleverne i Herning Kommune, så de lærer mere om solceller.
Det behøver hverken at være dyrt eller teknisk kompliceret at opføre energirigtige bygninger, som reducerer CO2-udledningen – og så er det samtidig muligt at vinde priser for det. Det er læren efter fredagens prisoverrækkelse på Industrivej Nord i Herning, hvor EnergiMidt modtog Realkredit Danmarks Kloge m2 pris.

Kloge m2-prisen er i år dedikeret til virksomheder, der har gjort noget ekstra for at reducere udledningen af CO2. Det krav opfylder EnergiMidt med sit nye domicil i Herning, som er bygget i energiklasse 1 og dermed giver en besparelse i energiforbruget på 50 procent i forhold til traditionelt byggeri. I begrundelsen for valget af den lokale vinder lød det, at EnergiMidt har vist, at man kan bygge en funktionel og arbejdsmiljømæssigt god bygning uden at projektere og opføre et specielt hus. Det er et godt eksempel til efterfølgelse af bygherrer, der ønsker en traditionel erhvervsbygning.

Simpel løsning for alle
Og løsningen i Herning kan med lethed kopieres af andre, der står over for at skulle bygge nyt og gerne vil minimere bygningens energiforbrug.

- Opskriften er simpel: isolering og vinduer, fortæller Peer Borup Nielsen fra EnergiMidt, som er ansvarlig for byggeriet.

Udgangspunktet for byggeriet var optimalt hensyn til medarbejdertrivsel samtidig med, at det kunne godkendes i Energiklasse 1. Udover bedre isolering og tykkere vægge er vinduerne specielt produceret til bygningen, ligesom energitung køling er fravalgt. Også løsningerne inden for belysning er optimeret. Byggeriet vil efter Peer Borup Nielsens vurdering være spiselig for mange andre bygherrer, da meromkostningen ved byggeriet på knap to millioner tjenes ind med energibesparelser, som stiger i takt med de stigende energipriser.

Sender prisen videre
Udover æren fulgte 30.000 kroner, som den administrerende direktør Holger Blok gav videre til Herning Kommunes skoleelever dels i form af en undervisningskuffert til brug i natur- og tekniktimer. Kufferten indeholder blandt andet solcellemoduler, serie- og parallelforbindelser, målere og software, så børnene kan følge solcellernes elproduktion under forskellige vejrforhold. Derudover får eleverne inden længe adgang til et web-system, som viser den aktuelle el-produktion fra et kommende solcelleanlæg på EnergiMidts bygninger i Herning.

- Vi håber, at eleverne med viden om vedvarende energikilder kan nedsætte CO2-udledningen – en opgave vi ikke kan være nok om, sagde Holger Blok ved overrækkelsen.

At EnergiMidt videreformidler viden om solcelleenergi er naturligt, eftersom energiselskabet er førende inden for feltet og som de eneste i Danmark giver tilskud til kunderne, når de sætter solcelleanlæg op. I EnergiMidts forsyningsområde, som udgør fem procent af Danmarks husstande, finder man således 25 procent af de danske solcelleanlæg.

Som lokal vinder af Kloge m2-prisen er EnergiMidt A/S nomineret til den nationale pris, hvor i alt 18 virksomheder fra hele landet i januar 2010 dyster om titlen som national vinder og 100.000 kroner.

Kilde: EnergiMidt

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093