23948sdkhjf

Intelligent tagdækning vinder Venture Cup

Tagdækning bestående af én stor solfanger, som er i stand til at dække hele husstandens forbrug af varme og el, har vundet Venture Cups idékonkurrence.
Ideen om at sikre huse nulforbrug i el og varme ved hjælp af tagdækning bestående af én stor solfanger gav "Innogie", som dækker over Kristian Harley Hansen og Lars Brøndum Petersen fra henholdsvis Aarhus og Aalborg Universitet, sejren i årets Venture Cup idékonkurrence.

Det stod klart, da vinderen af Venture Cups idékonkurrence blev udpeget tirsdag.

- Set fra min stol kunne jeg sagtens se forretningen i dette projekt. "Innogie" har en klar idé om det marked, de skal servicere, og er generelt langt i forhold til at patentere deres produkt. Et produkt som giver dig et nulforbrug i forhold til varme og el er altid interessant, siger Christian Hvashøj, Development Consultant i DONG Energy.

Bæredygtige forretningsideer
Venture Cup afholder to årlige landsdækkende konkurrencer for idéer og forskning med forretningspotentiale. De unge iværksættere hjælpes til at udvikle deres ideer til investeringsklare forretningsplaner gennem samarbejde med en professionel jury.

Projektleder Maiken Holm Nors, Aalborg Universitets repræsentant i Venture Cup, er meget tilfreds med, at studerende fra Aalborg Universitet endnu engang demonstrerer evnen til at udvikle bæredygtige forretninger med betydelig innovationshøjde, stor opmærksomhed på kundebehov og internationalt potentiale.

På markedet i 2014
Den ene af folkene bag 'Innogie', Kristian Harley Hansen, forklarer, at systemet kan nå markedet i 2014, hvis alt går som planlagt. Fokus er dog nu at finde de nødvendige midler til få færdigudviklet systemet.

- Vores første indgang til markedet bliver gennem typehusvirksomheder, idet vi her har en unik mulighed for at skræddersy løsningen til et moderne enfamilieshus. På denne måde kan vi fra start også bedre stå inde for den forventede produktion af varme og el. Når der er tale om standardiserede løsninger, som er tilfældet med typehuse, har vi også bedre mulighed for at optimere samtlige elementer, så monteringen kommer til at foregå så hurtigt og gnidningsfrit som muligt, siger Kristian Harley Hansen til Energy Supply.

Med tiden, i takt med, at der høstes erfaringer fra de typehusmonterede systemer, vil vi efterfølgende udvide konceptet til at omfatte eftermontering på eksisterende boliger, forklarer Kristian Harley Hansen.

Systemets potentiale er stort, selv med en lille markedsandel. Udregninger af potentialet viser, at der med 250 solgte tage i 2014 kunne nå en omsætning på 50 mio. kr. hvilket svarer til 0,017% af tagmarkedet i Europa og 0,13% af solfangermarkedet. I 2018, hvor systemet også vil omfatte eftermontering på eksisterende boliger, vil der med 5.000 solgte systemer være en omsætning på ca. 1 mia. kr. I dette tilfælde vil vi have nået 0,33% af tagmarkedet og 1,48% af solfangermarkedet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079