23948sdkhjf

Center Denmark henter nye bestyrelsesmedlemmer hos Hofor og Aalborg Forsyning

Center Denmark, der er et nationalt samlingspunkt for grøn forskning, får nye kræfter i bestyrelsen.

Bjarne Korshøj, der er teknisk direktør for Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Hofor, og Søren Gais Kjeldsen, direktør i Aalborg Forsyning, indtræder i bestyrelsen for centret.

Det er en betragtelig oprustning, lyder det fra bestyrelsesformand, Lars Bonderup Bjørn, der også er administrerende direktør i energikoncernen Ewii.

- Det er to tunge kapaciteter indenfor grøn omstilling og infrastruktur, der nu kommer ind i Center Denmark. Dermed bliver det en meget stærk bestyrelse med solid, faglig viden, siger Lars Bonderup Bjørn i en pressemeddelelse.

Det rigtige tidspunkt
Udvidelsen kommer på et rigtig godt tidspunkt, siger Lars Bonderup Bjørn. Den danske regering har sat som målsætning, at Danmarks CO2-udledning skal reduceres med 70 procent i forhold til basis-året 1990, inden 2030, - og det arbejde fordrer konkret, målrettet forskning, som det centret varetager.

For eksempel er Center Denmark i færd med at bygge en data-infrastruktur, der kan optimere danskernes daglige forbrug af el, vand og varme og på den måde spare ganske betragtelige mængder CO2. Derudover arbejder centret også på at finde måder at bruge overskydende plads i de danske, eksisterende energi-systemer – el-nettet, fjernvarmenettet og vandforsyningen – til at lagre energi. På den måde kan Danmark udnytte energien fra vindmøller og solceller bedre.

Altså kort og godt sektorkobling. Og det er kernen i Center Denmarks arbejde, siger centrets direktør, Søren Skov Bording.

- Sektorkobling kan lyde lidt tørt, men det er centralt i den grønne omstilling. Vi kan tage eksemplet med el-biler. Biler hører til i en anden sektor, transport-sektoren. Men så snart, du putter elektricitet i dem, og de kan sættes i en stikkontakt, så er de også en del af en anden sektor: El-sektoren. Så er de to sektorer koblet sammen, siger han.

På den store skala
På den større skala er det selve systemerne, der skal kobles sammen. Som det er i dag er el-nettet, fjernvarme-netet og vandforsyningen tre seperate systemer, og det kan forbedres, mener direktøren:

- Ganske enkelt sagt: Hvis vi kan koble de tre systemer sammen, så kan vi udnytte vores energi bedre. Det er det arbejde, vi nu får meget kvalificeret hjælp til at understøtte, siger Søren Skov Bording.

Centret har pt hovedkvarter i Trekantområdet, men forskningen er fordelt på fire universiteter og forskningen er ikke geografisk bestemt. Derfor glæder det samtidig direktøren, at de to nye medlemmer kommer fra vidt forskellige dele af Danmark:

- Det arbejde, centret varetager er relevant for alle danskere, og det skal selvfølgelig afspejle sig i sammensætningen af bestyrelsen. Det kan vi roligt sige, det gør nu, med bestyrelsesmedlemmer fra København til Aalborg, siger Søren Skov Bording.

Center Denmark er et samlingspunkt for grøn forskning i samarbejde med forsyningsselskaber, Energinet, DTU, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet samt en række virksomheder, kommuner og offentlige organisationer.

Den samlede bestyrelse består nu af:

Bjarne Korshøj, teknisk direktør for Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Hofor

Søren Gais Kjeldsen, direktør i Aalborg Forsyning

Lars Bonderup Bjørn (formand), administrerende direktør i Ewii Koncernen

Henrik Rold Thorsen, direktør i Energy Cool

Henrik Madsen (næstformand), professor og sektionsleder ved Danmarks Tekniske Universitet

Niels Langvad, chefkonsulent ved Syddansk Universitet

Nicolaj Nørgaard Peulicke, direktør for digitaliseringsenhed ved Energinet

Jakob Stoustrup, professor og prodekan ved Aalborg Universitet

Søren Rud Keiding, professor og direktør ved Aarhus Universitet

Kilde: Center Danmark

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063