23948sdkhjf

Nye energiprojekter på vej

Udskiftning af elmålere
Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse har anlægsbevilget 3,860 mio. kr. i 2020 til opsætning af elmålerskabe ved gadelysanlæg for at sikre overholdelse af lov om elforsyning, hvor det er krævet, at elforbruget fra belysningsanlæg skal opgøres på baggrund af konkret måling.

Kommunen skal opsætte elmålerskabe ved alle gadelysanlæg, hvor de er tilsluttet elnettet. Efterfølgende sætter elnetselskabet elmålere i målerskabene, der kan fjernaflæses.

Det bevilgede beløb dækker over den estimerede udgift til opsætning af nødvendige elmålerskabe på 177 forsyningspunkter.

Belysning
Fredensborg Byråd har godkendt en model for implementering af kommunens handlingsplan for udskiftning af armaturer i vejbelysningen til LED og for finansiering heraf.

Kommunen har cirka 11.300 lyskilder i gadebelysningen, hvor af cirka 1500 allerede er LED. Målet med handlingsplanen er at udskifte hovedparten af lyskilderne til LED, startende med de mest energibelastende.

Renovering af vejafvandingsanlæg
Bornholms Kommunalbestyrelse har anlægsbevilget en halv mio. kr. til renovering af vejafvandingsanlæg 2020

Grundet klimaændringer skal der i de kommende år, i samarbejde med Bornholms Energi og Forsyning, iværksættes regnvandssepareringer, ledningsrenoveringer, herunder afvanding af vejene samt generelle ledningsrenoveringer, hvor Bornolms Regionskommune er ledningsejer.

Planlagte områder er kystnære dele af Rønne og Nexø bymidte samt Aakirkeby.

Udbudsform afklares i samarbejde med Bornholms Energi og Forsyning for de fælles projekter. Regionskommunens egne projekter udbydes i indbudt licitation.

Tilslutningsledning
Gasdistributionsselskabet Evida Syd A/S skal etablere en 12 km lang tilslutningsledning fra det kommende biogasanlæg SBS Energy på Hjerneshøjvej 10 i Kliplev til en kommende kompressorstation ved Bolderslev og anmoder kommunen om at medvirke til ekspropriation, såfremt frivillige aftaler ikke kan indgås med lodsejere. Generelt har lodsejerne udtrykt velvilje over for projektet.

Aabenraa Byråd meddelte ekspropriationsvillighed på sit seneste møde.

Gassen planlægges dels tilsluttet det lokale gasnet i Tinglev og dels det overordnede distributionsnet. Til de to formål etableres to ledninger fra biogasanlægget til Tinglev, og én ledning fra Tinglev til Bolderslev.

Spildevandsrensning
Assens Byråd har vedtaget Tillæg nr. 3 til Spildevandsplan 2018-2027 endeligt.

Tillægget vedrører delområde Øst og delområde Nord i Regnvandsplan for Tommerup Stationsby, og gør det muligt at etablere nyt regnvandsbassin øst for Erhvervsparken TEP, etablere to nye udløb til den rørlagte del af Brende Å, etablere afskærende regnvandsledninger, nedlægge tre eksisterende regnvandsbassiner i den østlige del af byen samt nedlægge tre eksisterende udløb til Brende Å.

Varmepumpe
Morsø Kommunalbestyrelse har sagt ja til at stille kommunegaranti til en byggekredit på 11 mio. kr. til Sdr. Herreds Kraftvarmeværk.

Pengene skal bruges til etablering af 1,2 MwH luft til vand varmepumpe i Hvidbjerg. Projektet forventes gennemført i løbet af et år.

Udskiftning af ventilationsanlæg
Guldborgsund Byråd har anlægsbevilget 15 mio. kr. til udskiftning af ventilationsanlægget på Østerbroskolen.

Østerbroskolen, der skal tages i brug efter sommerferien, er en sammenlægning af to skoler på Østerbro i Nykøbing F., som fysisk indrettes i den tidligere Lindeskovskolen.

Guldborgsund Kommune har afsat en ramme på 30 mio. kr., der primært anvendes til de interne ombygninger af klasseværelser, faglokaler og fællesrum, der gennemføres i øjeblikket.

Ejendomscenteret har gennemgået bygningerne for diverse tekniske følgearbejder, der bør udføres sammen med de øvrige ombygninger, og anbefaler, at ventilationsanlægget udskiftes i år.

Fjernvarmeforsyning
Rødovre Kommunalbestyrelse har godkendt et projektforslag for fjernvarmeforsyning af et område ved Slotsherrensvej og Nordre Ringvej, delområde C og D endeligt.

Projektforslagets fem delområder strækker sig over både Glostrup og Rødovre kommuner. Projektforslaget er derfor udarbejdet i samarbejde mellem Glostrup Forsyning og Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning.

Glostrup Kommunalbestyrelse har godkendt projektforslaget for de delområder, der ligger Glostrup Kommune.

Det er aftalt mellem Glostrup Forsyning og Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning, at Glostrup Forsyning er bygherre og står for alle anlægsinvesteringer i projektforslagets fem delområder, idet fjernvarmeforsyningen sker fra Glostrup Forsynings fjernvarmenet.

Baggrunden for det samlede projektforslag er, at der skal anlægges letbanestation og klargøringscenter ved Slotsherrensvej samt at området som følge heraf fortættes.

Glostrup Forsyning etablerer ledningsanlæg i takt med etablering af ny bebyggelse i det samlede projektområde.

Kloakering
Slagelse Byråd har vedtaget spildevandstillæg 5 - Kloakering af Skalsbjerg endeligt.

Kloakeringen af Skalsbjerg omfatter 21 ejendomme og forestås af SK Forsyning, der budgetterer med udgifter på omkring 4 mio. kr. til kloakeringsprojektet.

Vindmøller
Svendborg Byråd har godkendt, at forslag til Lokalplan 658 for vindmøller øst for Broholm og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg sendes i offentlig høring.

Ejerne af Broholm Gods og Fuglehavegård har i maj 2018 ansøgt om at opstille tre ens vindmøller med en totalhøjde på knap 150 meter øst for Broholm Gods og Landevejen i Svendborg Kommune, hvilket er baggrunden for, at der er udarbejdet forslag til nye plangrundlag.

Vindmøller og solcelleanlæg
Skive Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 276 - Vindmøller og solcellepark ved Greenlab og tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Plangrundlaget er udarbejdet på baggrund af en ansøgning fra GreenLab Skive Vind ApS, og det skal bane vej for etablering af et hybridenergiprojekt, som omfatter én vindmølle inde i GreenLab-området og 12 vindmøller og et solcelleanlæg på 43 hektar syd for området for GreenLab Skive.

Vindmølle- og solcelleprojektet er en afgørende forudsætning for realiseringen af visionen for GreenLab, hvor grøn energi fra vind og sol betyder, at alle partnere kan levere bæredygtige produkter gennem en grøn produktion, der også giver vækst og nye arbejdspladser.

Solcelleanlæg
Norddjurs Kommune har modtaget ansøgning om etablering af solcelleanlæg på Kejsegården ved Ålsrode, og kommunalbestyrelsen har besluttet at lokalplanlægge for projektet.

Det ønskede solcelleanlæg forventes at kunne levere cirka 190.000-240.000 MWh om året. Ud over solcellerne etableres et antal tekniske bygninger i området.

Regnvandsbassin
Norddjurs Kommunalbestyrelse har vedtaget tillæg nr. 3 til spildevandsplanen endeligt. Med tillægget kan et areal syd for Øster Alling by inddrages til etablering af et regnvandsbassin. AquaDjurs planlægger at etablere bassinet i løbet af i år som led i den afsluttende separering af regnvand og spildevand i Øster Alling, der blev udført i 2017.

Transmissionsledning
Niras har på vegne af Skørping Varmeværk ansøgt om Rebild Kommunes godkendelse af et projektforslag for opdimensionering af transmissionsledningen i Himmerlandsvej for at øge distributionskapaciteten mellem Skørping og Rebild. Der bliver tale om udskiftning af cirka 550 meter transmissionsledning i Himmerlandsvej.

Samtidig vil varmeværket etablere nye spids- og reservelastenheder i Rebild og Skørping. Rebild Byråd godkendte projektforslaget på sit seneste møde.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109