23948sdkhjf

Nye energiprojekter på vej

Solcelleanlæg

Udvalget for Plan og Teknik i Vordingborg Kommune har sagt ja til at sætte planlægningen for et solcelleanlæg ved Høvdingsgård i gang.

Kommunalbestyrelsen vedtog i november 2019 en samlet udpegning af arealer til større solcelleanlæg. På baggrund af denne udpegning er der nu modtaget en anmodning om igangsættelse af lokalplanlægning for 31 hektar syd for Høvdingsgård nord for Langebæk.

Med en lokalplan for det 31 hektar store areal vil der potentielt kunne produceres hvad der svarer il 7.000 husstandes el-forbrug.

Separatkloakering

Hillerød Forsyning er ved at udarbejde en masterplan for separatkloakering af fællessystemet i Hillerød Industrikvarter, fremgår det af det seneste referat fra Natur, Miljø og Klimaudvalget i Hillerød Kommune.

Separatkloakeringen skal reducere overløb af opblandet regnvand og spildevand til Pøle Å og skabe bedre potentiale for opfyldelse af god økologisk tilstand i vandløbet. Reduktion af overløb til Pøle Å er omfattet af indsatsplanen i de statslige vandplaner, som en del af den nødvendige indsats for at Pøle Å kan opnå miljømålet senest i 2027.

I spildevandsplanen er der udpeget tre fælleskloakerede områder, hvor Hillerød Forsyning skal etablere spildevandskloak, så regnvandet kan afkobles. Industrikvarteret i Hillerød er det ene af områderne.

Masterplanen kommer til at omfatte et indsatsområde på 65 hektar omkring Industrivænget og Vølundsvej i Hillerød. Projektområdet omfatter desuden et areal nord for Herredsvejen, hvor der er behov for et "slut"-bassin til rensning af vandet inden det udledes til Pøle Å.

Arbejdet med masterplanen forventes at være afsluttet i løbet af efteråret. Den efterfølgende planlægning og konkretisering af delprojekterne, myndighedsbehandling, udbud og opstart af anlægsarbejde vil foregå fra 2021-2026.

Udskiftning af varmtvandsanlæg

Guldborgsund Byråd har frigivet 2,128 mio. kroner til udskiftning af varmtvandsanlæg på Helenehuset i Stubbekøbing.

Der er problemer med vandtemperaturen ved tapstederne på grund af manglende cirkulation af det varme brugsvand.

Udskiftningen af varmtvandsanlægget er vurderet til at koste 3,811 mio. kroner, og udgiften deles med Nørre Alslev Boligselskab, der ejer boligdelen i Helenehuset, mens Guldborgsund Kommune ejer servicearealer midlertidige døgnopholdspladser med mere.
Etablering af ny varmecentral
Teknik- og Miljøforvaltningen i Herning Kommune har godkendt en ansøgning om tilladelse til opførelse af ny varmecentral i Studsgård fra Verdo Varme, idet den eksisterende fjernvarmeforsyning af byen lukkes ned.

Ansøgningen omfatter opførelse af varmepumpeanlæg, akkumuleringstank og gaskedelanlæg med gastank.

Adminstrativt er det vurderet, at det ansøgte ikke har et omfang som kræver og nødvendiggør en lokalplanprocedure.

Etablering af vandboringer

Jammerbugt Kommune har givet Nørhalne Vandværk A.m.b.a. tilladelse til etablering af to vandboringer og foreløbig tilladelse prøvepumpning og indvinding på matr. nr. 16a, Nørhalne by, Biersted.

Jammerbugt Kommune vurderer som VVM-myndighed, at projektet ikke antages at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet.

Solcelleparker

Guldborgsund Byråd har besluttet at sætte lokalplanlægning for en række nye solcelleparker i gang.

Det drejer sig om en solcellepark ved Vålse, en solcellepark ved Radsted og en solcellepark ved Grænge.

Solcelleanlæg

Udvalget for teknik og miljø i Samsø Kommune har godkendt planforslag, der muliggør etablering af solcelleanlæg syd for Bisgaard.

Planforslagene sendes herefter i offentlig høring i minimum otte uger.

Energibesparende foranstaltninger

Faaborg-Midtfyn Kommunalbestyrelse har frigivet et rådighedsbeløb på 5 mio. kr. til energibesparende foranstaltninger.

Energiforbruget i Faaborg Midtfyn Kommune skal nedbringes, og der arbejdes med en prioriteret liste over bygninger med størst potentiale for energiindsats.

Skybrudsprojekt

By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har godkendt et projektforslag for skybrudsprojektet Bag Søndermarken.

Skybrudprojektet er en forsinkelsesvej som har til formål at opsamle og forsinke skybrudsvand fra området. Fra forsinkelsesbassinet på 400 kbm vil regnvandet blive tilbageholdt og forsinket, før det når til kloakken. På overfladen tilføres der ved skybrudsprojektets gennemførelse otte nye lindetræer med tilhørende plantebede, og den eksisterende belægning fornys.

Der vil i projektet blive håndteret et opland på cirka 0,4 hektar svarende til et regnvandsmagasin på cirka 400 kbm.

Der findes et potentielt opland til det nye anlæg på 3,5 hektar, som har et volumenbehov ved et skybrud 7.730 kbm. Undersøgelser har vist, at der er stort naturligt volumen i Søndermarken på næsten 25.000 kbm i en "skålform", som området "Sibirien" danner inde i Søndermarken.

Da det nye regnvandsmagasin etableres lige ved Søndermarken, vil det på længere sigt være muligt at koble det nye volumen sammen med "skålen" i Søndermarken, og derved forøge anlæggets samlede kapacitet. Dette kan først iværksættes efter en dialog med Slots og Kulturstyrelsen, og et sådan projekt forventes først at kunne realiseres i 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094