23948sdkhjf

700 underskrifter mod kæmpe vindmøller ved Als

En række modstandere af vindmøller ved Als Enge mødte torsdag aften op til byrådsmødet i Hadsund

Borgmester Mogens Jespersen fik torsdag eftermiddag umiddelbart inden byrådsmødet på rådhuset i Hadsund overrakt 700 underskrifter mod, at Als Enge udlægges til at huse en halv snes kæmpe vindmøller.

En snes vindmøllemodstandere var mødt frem ved indgangen til rådhuset iført gule trøjer med påskriften ”Kæmpe vindmøller i Als Enge - nej tak”. Desuden havde de kørt en trailer med et af de store skilte imod møllerne fra campingpladsen i Als hen til trappen til rådhuset.

Efterhånden som klokken nærmede sig 18, hvor byrådsmødet skulle begynde, kom en del byrådsmedlemmer ud til de protesterende. Det blev til dialog på fredelig vis over en kop kaffe og hjemmebag i det fri. Det var møllemodstanderne, der havde medbragt kaffe og kage.

I snakken mellem de fremmødte modstandere og byrådspolitikerne lod det konservative medlem af rådet Jens-Henrik Kirk forstå, at modstanderne ikke skulle være nervøse. Han kunne ikke forestille sig lokalpolitikerne ville gå ind for at udlægge arealet til de store mølle.

Det var Uffe Johansen, der på modstandernes vegne overrakte den store pakke med underskrifter til borgmesteren, der takkede venligt og lovede, at han nok skulle se på dem.

- Men det bliver ikke i aften, sagde han og inviterede samtidig de protesterende indenfor. Han gjorde samtidig opmærksom på, at kun ca. halvdelen vil kunne få plads i byrådssalen på grund af coronarestriktionerne, men resten kunne få plads i forhallen, hvor man via højttaler kunne følge med i forhandlingerne i byrådssalen, og så kan man jo samtidig drikke en kop kaffe sagde han.

Underskrifterne er indsamlet på det første protestmøde, der blev holdt i Als Hallen. Desuden har der ligget en liste hos det lokale supermarked og hos bageren i Als. Dertil kommer et betydeligt antal underskrifter, der er mailet til gruppen, der tegner protestbevægelser.

Gruppen mod vindmøllerne er også repræsenteret på Facebook og har de seneste uger fåret ca. 700 følgere.

Efter borgermødet i Als, som kommunen havde indkaldt til, blev der onsdag holdt yderligere to møder, hvortil man fra kommunen havde inviteret de nærmestboende, hvis projektet realiseres. Der mødte et halvt hundrede mennesker til hvert møde, der blev holdt i forlængelse af hinanden.

- Det var ikke et møde, vi havde særlig udbytte af, siger Uffe Johansen.

Det er gruppens indstilling, at man vil fortsætte protesterne frem til sagen skal behandles først i Udvalget for teknik og Miljø og siden i byrådet. Det forventes at ske i oktober måned.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079