23948sdkhjf

Nyt varme-samarbejde genåbner transmissionsledning: Affaldsvarmen skal sendes nordpå

De tre varmeselskaber, Vestforbrænding, Farum Fjernvarme og Hillerød Forsyning, har indgået samarbejdsaftaler, der skal styrke fjernvarmen i den nordlige del af hovedstadsområdet. 

Samarbejdet giver selskaberne stordriftsfordele i form af bedre udnyttelse af den samlede produktionskapacitet og fælles indkøb af brændsler. Samtidig skal samarbejdet også være med til at sætte ekstra fart på den grønne omstilling af fjernvarmen.

- De fordele som de tre varmeselskaber får, udmønter sig naturligvis også i fordele for kunderne. I en tid med høj inflation, mangel på materialer og arbejdskraft og energipriser, der svinger op og ned, vil det være uforsigtigt at love lavere priser. Men vores mål er, at priserne bliver lavere, når vi samarbejder, end hvis vi ikke gør, siger Anders B. Møller-Hansen, konstitueret adm. direktør i Hillerød Forsyning i en pressemeddelelse. 

Genåbning

Samarbejdsaftalerne betyder blandt andet at en eksisterende transmissionslinje mellem Værløse og Hillerød bliver genåbnet. 

Linjen er i de seneste knap 10 år kun blevet brugt lokalt i Furesø og Hillerød kommuner, men når linjen genåbnes, kan fjernvarmen igen flyde frit over kommunegrænserne til gavn for borgerne i begge kommuner.

- Det nye, tætte samarbejde mellem Farum Fjernvarme og Hillerød Forsyning gavner borgerne i både Furesø og Hillerød kommuner. Genåbningen af ledningen betyder, at vi i Farum kan komme af med mere af den bæredygtige fjernvarme, som vores varmepumpe producerer. Og på samme måde kan Hillerød Forsyning sende fjernvarme vores vej, når pris og produktionsforhold gør det mest optimalt, siger Nighat Kamal, adm. direktør i Farum Fjernvarme.

Nordpå med affaldsvarmen

Genåbningen af transmissionsledningen og det tætte samarbejde mellem de tre varmeselskaber er også godt nyt for udrulningen af fjernvarme. 

- Vestforbrænding arbejder i forvejen på højtryk for at udrulle fjernvarme i syv kommuner, hvor styrkelsen af samarbejdet mellem Vestforbrænding, Hillerød Forsyning og Farum Fjernvarme er med til at cementere dette meget store projekt, siger områdechef for Grøn Varmeforsyning på Vestforbrænding, Per Wulff og tilføjer: 

- Vi er på Vestforbrænding glade for med disse aftaler at være med til at fjerne nogle af de barrierer, der har været for at kunne levere fjernvarme til et større område i det nordsjællandske og samtidig medvirke til øge forsyningssikkerheden og tilmed til lavere priser. At vi samtidig har den fordel, at vi i perioder vil udnytte vores produktionskapacitet yderligere, sætter aftalerne i yderligere perspektiv.

Vestforbrænding har nemlig en stor produktion af fjernvarme baseret på affaldsforbrænding, og specielt om sommeren, er der en overkapacitet, som fremover kan sendes nordpå mod Furesø og Hillerød.

Strategisk samarbejde

På længere sigt er det intentionen, at samarbejdet mellem de tre forsyninger også skal være af mere strategisk karakter, så for eksempel investeringer i ny produktionskapacitet kan planlægges og koordineres mellem de tre forsyningsselskaber.

Alle varmeselskaber har en rimelig stor reservekapacitet – både til kolde dage, hvor varmeforbruget er stort, og til at sikre, at produktionen kan opretholdes, hvis et anlæg er taget ud af drift til vedligehold eller reparation. Og så skal der i de kommende år flere steder også bygges nye, grønne produktionsanlæg.

- Fjernvarme kræver generelt store investeringer i alle varmeselskaber, og hvis vi tre i fremtiden kan understøtte hinanden i produktionen, kan vi sandsynligvis også effektivisere vores investeringer, siger Anders B. Møller-Hansen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11