23948sdkhjf

Grønne danske fingeraftryk på et nyt og grønnere Japan

Udenrigsminister Villy Søvndal og klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard besøgte onsdag Japan.
Fokus for besøget var, hvordan Japan bedst kan gennemføre den radikale omlægning fra atomkraft til vedvarende energi, som regeringen besluttede efter Fukushima atomulykken i marts 2011. Ministrene var under besøget ledsaget af en række danske virksomheder med stor erfaring og knowhow inden for grøn teknologi og vedvarende energi.

- Dagens besøg i Higashi-Matsushima og den imponerende genrejsning, som japanerne nu gennemfører efter sidste års ødelæggelser, gør stort indtryk. Det gør det også at se, hvor konsekvent Japan udfører den ambitiøse beslutning om at indfase mere vedvarende energi i deres energisystem. Japan har brug for grønne løsninger. Løsninger som vi kender. Det gør os særlig interessante for Japan, og de muligheder skal vi udnytte. Dette besøg har endnu engang været med til at understrege betydningen af vores grønne brand som et vigtigt redskab i vores diplomatiske værktøjskasse, lød det fra udenrigsministeren efter besøget i Higashi-Matsushima.

Og en lignende melding kom fra klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

- Det gør indtryk at være vidne til et lands arbejde for at rejse sig igen efter en stor katastrofe. Der arbejdes både på gaden, med at rejse byer igen, og på politisk niveau, hvor der planlægges nye strategier for energisystemet. Vi kan vise japanerne, hvordan man laver en grøn omstilling, så den også bliver en økonomisk fordel for samfundet. Og vi har på den anden side brug for at kunne trække på japanernes erfaringer i de kommende år. Det er jo en omstilling, som ikke er prøvet før, vi nu er i gang med, sagde Martin Lidegaard.

Vil styrke dansk-japansk samarbejde
I onsdagens program indgik et besøg til den dansk-japanske samarbejdsby Higashi-Matsushima, i det nordøstlige Japan. Byen blev hårdt ramt af tsunamien i marts 2011 og er stadig under genopbygning efter bølgens ødelæggelser. Danmark støtter Higashi-Matsushima i genopbygningsprocessen med danske virksomheders knowhow, teknologier og materialer. Byen er blevet udpeget til at være en ”future city” - en fremtidens bæredygtig by med fokus på grøn energi med direkte inspiration fra Danmark.

Den japanske regering fremlagde i september en plan for at omlægge energisystemet, så afhængigheden af atomkraft bliver mindre. Fokus er nu på vedvarende energi og energieffektivitet. Den endelige detailplan forventes inden udgangen af 2012. Den nuværende ambition er at forhøje andelen af vedvarende energi fra nuværende 10 procent til 30-35 procent i 2030.

Adskillige japanske delegationer har allerede været i Danmark og viser interesse for danske løsninger og erfaringer med omstilling til vedvarende energi. Formålet med de to ministres besøg i Japan er at styrke samarbejdet, som kan blive til gavn for begge lande i de kommende år. Begge ministre vil desuden overvære oprettelsen af ny japansk genopbygningsorganisation, HOPE, der skal lede og organisere genopbygningsarbejdet i Higashi-Matsushima.
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079