23948sdkhjf

Selv Christiansborg kan blive energirigtig

Modtageren af Fjernvarmeprisen 2012 har blandt andet sikret energibesparelser på mere end 20 procent i nogle af landets ældste bygninger som Amalienborg og Christiansborg.
Årets modtager af Fjernvarmeprisen teknisk konsulent Bjarne Dalgaard fra Bygningsstyrelsen har sikret energibesparelser på mere end 20 procent i nogle af landets ældste bygninger som Amalienborg og Christiansborg. Resultater, der taler for sig selv og viser, at det er muligt at gøre en energimæssig forskel i selv virkelig gamle, fredede bygninger. Det skriver Dansk Fjernvarme i en pressemeddelelse i kølvandet på prisoverrækkelsen.

Bjarne Dalgaard har stået i spidsen for at gøre blandt andet Amalienborg, Christiansborg og ministerierne på Slotsholmen markant bedre energimæssigt. På Amalienborg er besparelsen blevet på hele 20 procent efter ombygning af fjernvarmesystemet og energioptimering af de fredede bygninger.

De succesfulde energibesparelser og dermed markante CO2-reduktioner i især Slotsholmområdet er skabt ved hjælp af fjernvarme og udviklingen af et nyt værktøj kaldet Trafiklyset.

Interesse fra udlandet
Trafiklyset kategoriserer Bygningsstyrelsens mange bygninger ud fra de velkendte farver rød, gul og grøn, hvor rødt er alarmerende, gult advarende og grønt energirigtigt. Farvekoderne bliver løbende opdateret til ministerier, slotte, departementer og styrelser, så de daglige brugere kender deres aktuelle energi-forbrug.

Bygningsstyrelsen administrerer 4,2 millioner kvadratmeter, hvor af langt hovedparten er kontorbygninger og universiteterne. Alene Slotsholmområdet udgør hele 170.000 kvadratmeter, som huser statsmagten. Slotsholmområdet er de senere år blevet bygget om fra damp til almindelig fjernvarme, og der er i samme forbindelse sat endnu flere målere op, så brugerne kan følge med i det daglige forbrug.

Trafiklyset og de markante energibesparelser har fået udlandet til at spærre øjnene op. Således har EU bedt Bygningsstyrelsen om materiale til at fortælle nærmere om idéen og resultaterne med energibesparelser i offentlige bygninger. Det samme har flere nabolandes myndigheder, som også kæmper med at nedbringe energiforbruget i statsejede bygninger gjort.

Lidegaard en stolt chef
- Som minister for statens bygninger, og dermed også for deres energiforbrug, er jeg stolt over, at netop en af mine dygtige medarbejdere har fået Fjernvarmeprisen 2012. Prisen vidner om viden og indsigt, og er et synligt bevis for vores arbejde på at spare på statens ressourcer og på at formidle denne viden bredt ud - til gavn for klimaet, lyder det fra Bjarne Dalgaards øverste chef, Klima-, Energi- og Bygningsminister, Martin Lidegaard.

Energirenoveringen af Slotsholmområdet har Bygningsstyrelsen udført i nært samarbejde med Københavns Energi, så fjernvarmeinstallationerne fungerer optimalt.

Bjarne Dalgaard har i mere end 20 år beskæftiget sig med energi i statens bygninger. Bjarne har en bred erfaring både som leder i en udførende teknisk forvaltning samt som bygherrerådgiver inden for både drift og vedligeholdelse samt større byggesager.

Med Fjernvarmeprisen følger en statuette udført at kunstneren Per Hillo samt 25.000 kroner. Pengene har Bjarne Dalgaard valgt at anvise til et andet vigtigt indsatsområde, energibesparelser på varmt brugsvand. Pengene indgår derfor i en idékonkurrence om energibesparelser på varmt brugsvand i kontorbygninger. Kontorbygninger har nemlig ofte forholdsvis lange rør med varmt vand til the-køkkener eller lignende, hvor forbruget er meget begrænset og energispildet dermed er relativt højt.

Fakta om prisen:
Fjernvarmeprisen har afløst den tidligere pris Årets Fjernvarmedansker. Prisen uddeles af Dansk Fjernvarme. Priserne er uddelt siden 2008 og er tidligere givet til Ritt Bjerregaard, Connie Hedegaard, Kronprins Frederik, mens prismodtageren i 2011 var Region Midtjylland.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094