23948sdkhjf

Knaster i forslag til nye regler for vindmøller

Dele af Energistyrelsens forslag til ændrede regler for værditab og køberet er udtryk for uheldig forskelsbehandling og en markant skærpelse af kravene for opstillerne, lyder det fra Vindmølleindustrien.
Energistyrelsen fremstiller i et nyt lovforslag en række ændringer af reglerne for værditabs- og køberetsordningerne for vindmøller. Forslaget skal ses i lyset af forårets energiaftale, der blandt andet sikrede en betragtelig udbygning af vindmøller på land frem mod 2020.

Der skal være ens vilkår for samme teknologi
Ifølge Vindmølleindustrien er Energistyrelsens forslag til ændringer dog ikke helt uden knaster. På flere områder vidner forslaget om en skærpelse af de nuværende regler, sådan at vindmøller behandles anderledes end beslægtede teknologier. Blandt andet foreslås værditabsordningen – dvs. vindmøllenaboens mulighed for erstatning ved evt. værditab – også at gælde eventuelle lysmarkeringsmaster, der opsættes i tilknytning til vindmøller på land.

Forslaget kommer til trods for, at der ikke i dag gives erstatning for andre master med tilsvarende afmærkning. Eksempelvis er kravene til luftfartsafmærkning på tv- og mobilmaster den samme som for master nær vindmøller. Master, der kan være op til 300 meter høje, udløser dog ikke en værditabsdækning, mens det modsatte altså ifølge Energistyrelsens forslag skal være gældende for master, der står nær vindmøller.

Forskelsbehandlingen undrer Vindmølleindustrien, der mener, det er et eksempel på, at der ikke er lige vilkår for alle infrastrukturanlæg:

- Vi går ind for, at der er klare regler for opstillingen af vindmøller i Danmark, så der skabes gennemsigtighed for både vindmølleopstillere og beboere i lokalområderne. Men det er svært at forstå, at en lystmast, der opsættes ved en vindmølle pga. af krav fra luftfartsmyndighederne, skal underlægges skærpede regler, mens helt sammenlignelige forhold omkring fx tv-og mobilmaster forbliver uændrede, siger Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien.

Bedre orientering til naboerne - ikke mere forvirring
Energistyrelsen lægger i forslaget også op til ændring af reglerne for information til kommende naboer til vindmøller. Det foreslås, at opstilleren af kommende vindmøller skal orientere de kommende naboer via brev samt informere bredt i lokalområdet gennem annoncering i minimum to lokalaviser.

I Vindmølleindustrien er man tilhængere af bedre orientering, men sætter spørgsmålstegn ved om kravet om breve til alle naboer er et rimeligt krav:

- Vindmølleopstillere har ikke adgang til CPR-registre, og det er som privat aktør meget vanskeligt at sikre sig, at brevene modtages af borgerne. Det er en voldsom skærpelse af kravene til opstillerne, og et krav vi ikke ser for andre sammenlignelige planlægningsopgaver i kommunerne såsom etablering af f.eks. biogasanlæg, gylletanke samt tv- og mobilmaster. Det er vigtigt, at der sker en ordentlig orientering om projekter til kommunens borgere, men det bør ske på et rimeligt niveau og sammenligneligt med orienteringen for andre planprojekter. Er der behov for en sådan skærpelse af orienteringspligten, så bør det være kommunen der pålægges en sådan opgave, idet kommunen er den eneste der har adgang til CPR-registre og en mulighed for at sikre, at borgerne orienteres, slutter Jan Hylleberg.

Vindmølleindustriens høringssvar er omfattende og indeholder udover ovenstående problematiske ændringer også en lang en række positive kommentarer til foreslåede lovændringer. Høringssvaret er udarbejdet i samarbejde med Dansk Industri og Dansk Energi.

Kilde: Vindmølleindustrien

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11